Hvert Savn udfyldte du,
hvoraf min Sjæl led ilde,
du var et evigt Nu,
mit Alter og min Kilde,
med Blomst og Frugt fra Drømmeland,
at bruge som jeg vilde.
Og nu har Stormen brust,
og Drømmens Stjerneriger
af Støv er gennemsust.
En Røst foran mig skriger:
Frem/- Men et iskoldt Pust
fra Svælget bag mig stiger:
Stum står jeg, sønderknust.
For mig er alt forbi;
Livsfryd og Solskins-År
forgår — forgår — forgår —
(Hør Havets mørke Melodi
mod Sandet som det slår),
og sjælden flyver Falken fri
med Pilen i sit Sår.
Min Dag, min Nat må svimle
i Rus af idel Drømme,
thi Stjerner ser jeg vrimle,
og Skyer ser jeg svømme,
dog, hvor er dine Himle
og dine evige Strømme?