Hvad veed vel jeg, hvad disse Tårer vil,
Tårer, som fra et helligt Tungsinds Dyb
stiger igennem Hjertet op til Øjet,
imens jeg ser på denne gyldne Kornmark
og tænker på den Tid, som er ej mer.
Frisk som det første Solglimt over Sejl,
der løfter Venner op fra Havsens Bund,
og sorgfuld som det sidste Glimt, der sænker
alt, hvad vi elsker, i den salte Sø;
så frisk, så sorgfuld, Tid, som er ej mer.
Så fjernt bedrøvet som et skygråt Gry
halvvågne Fugles første Morgenfløjt
i Øret på en Døende, hvis Øjne
ser Ruderne kun langsomt lysne frem;
så fjernt bedrøvet, Tid, som er ej mer.
Hellig som Mindet om en Afdøds Kys,
og sød som dem, en håbløs Drøm kun tog
fra Læber, der var andres Lyst; og bundløs
dyb som ung Elskov, vild af alskens Ve;
vort døde Liv, o Tid, som er ej mer.