I
Gad vidst, du har følt, hvad jeg
har følt idag, mens Hånd i Hånd
vi sad ved denne Grønsvær-Vej
for med en frigjort Vandrings-Ånd
at møde Rom og Maj?
II
Mig bandt, som før, et Tankespind
(lig Edderkoppens Væv, der brast,
og driller dog); det smøg sig ind
med Rimet blødt og Rytmen fast —
og fløj for Vejr og Vind.
III
Hjælp mig og fang det, dul Først fløj
det fra den Fennikel, der strør
sit Frø på denne Murstens-Høj,
en styrtet Grav; det lette Slør
hang fast ved den Levkøj,
IV
Hvor fem små grønne Biller lå
og graved blindt og ufravendt
i een gul Honning-Kalk; så såe
jeg overalt på denne Skrænt,
hvor Spindet fløj. Pas på!
V
Campagnens himmelbrede Bro
af fjerdet Græs: Dag efter Dag
stum Lidenskab, lyksalig Ro,
og dette Luftens Bølgeslag!
Her kan Roms Genfærd bo.
VI
Her er Naturen Himlens Gård;
det Liv her skaber som i Leg
urmøgne Blomster; man forstår,
Miraklet er, hvor Skranken veg;
een Dag er hundred Ar.
VII
Hvad siger du? — O, Blomst i Maj,
hvad skjuler Jord for Himmelhvælv?
Og blues over Sjæl — o nej!
Vi kan dog aldrig vælge selv
at elske eller ej.
VIII
Gid du for mig var alt! — Nej, ti! —
Så meget er du just, ej mer.
Ej din, ej min —ej Træl, ej fri!
Hvad skyldes det, som ikke sker?
Hvad ligger Fejlen i?
IX
Giv mig dit Syn at se med, tving
dit Hjerte ind i mit, og fyld
min Sjæl af din Sjæls Kildespring —
din Skæbne min, min Skyld din Skyld,
eet Liv i alle Ting!
X
Nej! Længes. Mer er mig forbudt,
Røre dig. Varmes af din Sjæl —
Elske den Rose, jeg har brudt,
usigeligt. Og hviske: Dvæl! —
Så går et godt Minut.
XI
Minuttet var her; det var her!
Hvor er det nu? Skal som et Fnugg
jeg altid gå for Vind og Vejr
midt mellem Jordens blide Dugg
og Himlens Stjerneskær?
XII
Just hvad jeg spurgte om! Så langt
gik Rejsen. Hvor er Tråden? Tabt!
Jeg såe eet Glimt kun, koldt og blankt:
Uendelig er Attrå skabt,
men Hjertets Rum er trangt.