Ja! Vi er ene. Ø for Ø
— skønt Genlyd krydser Belt og Sund —
står stænket af den salte Sø,
som steg den just af Havsens Bund.
Med Bølgeslaget om sig veed
hver Ø sin Strands Uendelighed.
Men kom så Maj med Spovers Fløjt
i Måneskin om Kløft og Skær,
og hulker Nattergale højt
i Sus af blide Løvspringstrær,
så Lys og Lyd fra Kyst til Kyst
bær Bud om Livets fjerne Lyst —
Da skælver de af dunkel Trang,
hed Længsel, håbløs og fortabt:
Vi blev — det føler de — engang
som Led af samme Fastland skabt.
Nu favner os kun Hav og Sky —
O, mødte Strand dog Strand påny!
Hvem voldte, at de aldrig kan?
Hvem påbød dem et evigt Brud
trods fælles evig Attrås Brand?
En Gud har skabt dem skilt, en Gudi
og lagt imellem Ø og Ø
en bundløs, bitter, fremmed Sø.