Jeg bad: »Nu har jeg hørt min Dom,
jeg veed, at jeg forgæves kom,
jeg veed min Elskov vraget, ser,
mit Liv har ingen Mening mer —
Og nu, da jeg veed, hvad jeg måtte vide,
nu står mit Hjerte, hvor før det faldt,
og favner dit med Tak for alt!
Tag du det Håb, du gav, igen;
Mindet visner dog aldrig hen:
Und mig til Afsked ikkun at ride
en sidste Gang, som før, ved din Side!«
Min Elskede stod med rynket Bryn;
det sorte Blik, hvor Stoltheds Lyn
hver blid Bevægethed forbød,
holdt mig imellem Liv og Død
et Par Åndedragsævige Stunder:
Godt! — Mit Blod jog atter, vildt:
Så var min sidste Bøn ej spildt!
Vi to skal følges end et Ridt
og ånde sammen, dybt og frit:
Jeg ler som en Gud ad min SmertesVunder,
og Verden kan jo inat gå under!
Stille! — Såe du en Sky mod Kvæld,
bølge-barmet, i Overvæld
af signet Lys fra Måne, Sol
og Stjerner, tændt under samme Pol?
og stod du og såe, og stod du og savned,
til du tvang med din stumme Sang
Sky, Måne, Stjerne og Solnedgang
ned imod dig, nærmere, nær,
til du var i Himlen, Himlen her? —
Fryd eller Angst? Jeg kender ej Navnet:
Hun lå ved mit Bryst, et Sekund var jeg favnet!
Således red vi ud. Red ud!
Min Sjæl fik glattet sin skrumpe Hud,
fløj, flagred i den friske Dag,
til visne Håb lå langvejs bag.
Og hvorfor strides med Smerten og Skammen?
Havde jeg dit, havde jeg dat,
så var det Dag, som nu er Nat.
Kunde hun elsket mig? Måske
hadet? Ingen kan forud se.
Jeg kunde muligvis . . . . Punktum! Amen!
For se, her rider vi to dog sammen!
Brast kun for mig mon Sagt og Gjort?
Alle stræber, og nåer ej stort. —
Vi red. Vi kløvede Dal og Høj,
mens tavs min Tanke foran fløj
og spejdede Tiden og Evigheden:
Med Vanheld må vi alle slås,
dog boer i Mænd en hellig Trods.
Mål fuldført Værk med første Krav,
grænseløst Håb med snæver Grav!
Mit Håb var Livet endnu forleden;
jeg vandt mig en Times Ridt over Heden.
Når fulgtes Hjerte og Forstand?
Når kendte Mod, hvad Evne kan?
Når blev en Handling helt som tænkt?
Når fik vel Ånd Støvs Lænker sprængt?
Jeg ser hendes Bryst, hvor det falder og stiger!
Kraften er her, og Kronen dér.
Ti Linjer, en Statsmands Liv i hver!
En Dynge Knokler og Fanen fri,
en Sten i det støvede Abbedi:
Det er Krigerens Kald, det lønner en Kriger —
Giv mig dette Ridt over Marker og Diger!
Og du, Poet, som såe og sang,
hvad mener du om Livets Gang?
At alt er godt, men Skønhed bedst?
Med Rytme og Rim gør du en Fest
af alt, hvad levende Liv må lide.
Strax noget — ikke så lidt. Men du,
har selv du det, som er bedre endnu?
Står du — syg, fattig, tidligt grå —
mer nær dit ypperste Selvs Attrå
end vi, hvis Tanker tilfods må skride?
Syng: Højt tilhest! — Og lad mig så ride.
Du Marmorets Mester, Kunstens Træl,
som mejsler fort fra Gry til Kvæld,
står dèr din Venus? Kun en Sten
mod Vaskepigen med bare Ben.
Men værsågod, når kun du er fornøjet!
Og du, højthædrede Komponist,
sat på Noder fra først til sidst,
er det din bedste Vens Kritik:
»Stor Linje, mesterlig Teknik —
men snart af de Nyere overfløjet!« —
Vi rider; jeg ser min Skæbne i Øjet.
Hvem veed, hvad der er bedst? Ifald
min Skæbne havde forundt mig al
min drømte Fryd i hendes Favn —
Hvad er vel Livet uden Savn?
Man må dø med en Drøm: Der er noget at vinde! —
Målet her under denne Hæl,
og denne Glorie om min Sjæl,
hvor blev da Drømmen? Kampens Pris
på Jord, hvad blev så Paradis?
Nu kan jeg ride fra Tinde til Tinde,
jeg nåer ikke Himlen, jeg nåer ikke hende.
Og dog (så lang Tid hun var stum!)
om dette, gennem Tid og Rum,
skønt, stolt og stærkt, med Øjet vendt
op, hvor dets første Lys blev tændt,
om dette var Paradis: Glide og glide?
Hvad om vi evigt red, vi to,
i evig Flugt og evig Ro,
og skifted Grad, men aldrig Art,
med Øjeblikket evig klart:
Om det var Himlen, at Side om Side
evindelig hun og jeg skulde ride?