Aldrig, aldrig mer
skal nu hans Øjne
møde mine, så mit Hjerte ler;
blev hans Elskov død,
må min forstene;
hvert nyt Favntag gør mig dobbelt ene.
Intet mer er vort.
Hvad har jeg gjort ham?
Har et Smil, en Tone, stødt ham bort?
Sådan kom just alt.
Jeg kan ej hindre
alt i at gå; forstår kun endnu mindre.
Sad jeg tavs dengang,
stod han og lytted,
som om Kniplebræt og Sytøj sang;
talte jeg, blev først
hans Kinder røde,
siden fløj hans Tanke min imøde.
Strejfed ham en Lok,
og drog han Ånde
i den Luft, jeg ånded, var det nok!
Nok for ham, for mig,
der drak den samme
dårende Duft af Røgelse og Flamme.
»Sig, at du er min!«
Han bad så bønligt:
»Lad min Elskov støtte sig til din!« —
Og jeg tilstod alt:
»Ja, tag mig, kære!
Jeg er din; din Elskov er min Ære«.
Talte jeg for frit?
Jeg talte Sandhed.
Skulde han kun skænke mig af sit?
Han gav Kærlighed;
jeg Ungdom, Ynde
og hvad mer var mit. Var det at synde?
Et stod i min Magt,
kun Et: at stille
hvad af Attrå selv jeg havde vakt.
Han gav glad sit Guld
for Støv tilspilde —
var det sært, jeg håndled, som han vilde?
Rigtigt eller galt —
Gid end han elsked!
Da måske jeg fik min Gæld betalt,
når jeg gav og gav,
gav mer end Livet,
til han smilte: »Nu først har hun givet!
Fuldt hengivet alt,
idet hun døde ...
Hvad mon hele Resten før så gjaldt? ...
Kvinder er vel så.
Vundet — mistet!
Rører man den Boble, er den bristet!« —
Gør kun, som du vil.
Nyd! Alt går over.
Tanken svimler: Hvad mon Tro er til?
Altså: Den Klump Ler
var her det bedste:
Hjertet, koldt og knust ... Er Gud det næste?