Hiv til, min Pige! Sådan. Så skulde . . .
Den ruller skævt, slider på ved Siden,
et rigtig knarvorrent Bæst af Rulle,
som knager efter os hele Tiden.
Så tung at løfte omtrent som Dovre,
så let i Løb som en Huggeblok.
Pas på, det knirker igen derovre.
Så! Se! Det dær var min egen Stok.
Hvad så? Det strækker de dovne Arme,
det strammer godt i de lade Rygge,
og det er morsomt, og det gir Varme,
vi blæser Byger og Blæst et Stykke.
Pas på, dit Asen! Nu slap du Taget.
Det går ugudeligt trægt, det her.
Men se, det hagler; se, Dueslaget
er hvidt af Hagel. Et Herrens Vejr!
Dit Køkkenforklæde? Nå, det bumper
minsandten ordentlig henad Brædtet;
det tænker vel på de Vællingklumper . . .
Tilgiv, min egen; den Brøk var slettet.
Dit pæne Forklæde skal du bruge,
når nu du sylter lidt fint igen;
Pærer måske nu i næste Uge?
De Brombær? Jo, det var stolt, min Ven.
Nej. Kære, nej! Falde ubelejligt?
Vort eget Linned? Det mangled bare!
Jeg synes netop det er så dejligt,
jo mer vi ser at vi selv kan klare. —
Men — er det virkelig Dambrædts-Dugen?
Jeg kunde mærke det gik så glat.
Det var den, vi brugte i Honningugen.
Å, hvor jeg husker det — Dag og Nat —
Jeg ser endnu denne hvide blanke
ny Dug, der lyser i Lampeskæret.
I den slebne Vase en Humleranke,
og en højrød Rose, lidt slidt af Været.
Klar Honning, nymalket Mælk i Kanden,
gult Smør i Kugler og friskbagt Brød —
Og vi to hjemme og hos hinanden,
mens Blæsten blæste og Regnen flød.
Det hændte stundom, at fem små slanke
blegrøde Fingre løb ud at lege
og danse sammen ad denne blanke
ny Dugs hvidt skinnende Dambrædts-Veje.
Dine Kinder flammede elskovsrøde,
dine Øjne strålede lykkeblå —
og min Hånd skyndte sig din imøde,
lyksaligt sad vi og såe — og såe . . .
Nej, denne Gang er det mig der vipper.
Skynd du dig nu og få skiftet Stokken;
pas på at trække, såsnart jeg slipper —
se så, nu går det, med Rusk og Rokken.
Jeg længes snart efter lidt at spise —
Vel, vel! Vi venter til fuldendt Værk.
Hvad synger Rullen så for en Vise?
Ih nej dog, er det din Brudesærk!
Å husker du? Det var flovt at bede
den lille høflige Tjener flytte
det Bord, som adskilte vore brede
prægtige Senge til ingen Nytte.
Vi tog det selv, og de tunge Senge;
men du var grusom, du lod mig stå
og vente ganske barbarisk længe;
ti Gange bankede jeg vist på.
Der stod en Tjener fra Restauranten,
en Overkelner og Værtens Datter
og lo og hviskede dær i Gangen.
Å fy for Fanden da med den Latter!
Jeg nyste hånligt, fik tændt Cigaren,
gik tæt forbi dem, Luft, kære, Luft!
Man kender Verden, er ret erfaren.
Da gik din Dør, og Godnat, Fornuft! . . .
Ok, er den færdig? Så rask vi ruller.
Kom lidt, jeg kysser den kun på Kanten.
Der var en Knap ved din venstre Skulder —
Å, hvor jeg husker dengang jeg fandt den!
Og denne krusede Kniplingsbræmme,
dengang jeg — ja, hvor vi græd og lo.
Den lille Særk skal du rigtig gemme,
til vi er ældgamle begge to.
Man skulde tro der var Brand i Skoven,
så rødt det nu flammer op derude.
Det mørkner. Jakob har spændt fra Ploven.
Jeg tror, det fryser; se her, den Rude.
Og det har tørret så sært på Vejen;
der står kun Vand i de dybe Spor.
Nu må vi skynde os lidt, min egen,
så hjælper jeg dig at dække Bord.
Vi har så sandelig nyttet Dagen.
Er det det sidste, du tar af Klædet?
Hvad er det? Å, er det dem! de Lagen,
vi først har ligget i her på Stedet.
Hvor det er morsomt. Jeg glemmer ikke
om så jeg blev som Methusalem,
det var vidunderligt sødt at ligge
sin første Selvejernat i dem.
Lidt rejsetræt og lidt festberuset
var både jeg og den Sol blandt Fruer,
og kom dær tumlende ind i Huset
til nøgne Vægge og tomme Stuer,
med Kister, Kufferter, Kurve, Kasser,
Halm, Sække, Syltetøjskrukker, Mad,
Servanter, Vandfade, Fjermadrasser,
Bordplader, Stoleben — Gud veed hvad,
Som Vraggods, slængt af en mægtig Brænding
efter os ind ad de åbne Døre:
Dær gjaldt det Fart i en snæver Vending,
å Himmel, alt hvad der var at gøre!
Vi måtte brække, vi måtte hamre,
vi slog os, rev os på rustne Søm,
vi sled, vi slæbte, i Gang, i Kamre,
sled Hånden vablet og Ryggen øm.
Men da ved Midnat så langt om længe
vi kunde strække de trætte Lemmer
i vores kølige hvide Senge —
det er de Ting, som man aldrig glemmer.
Jeg mærker tydelig Pudevåret,
hvordan det var, sådan stift og nyt —
og det for Nakken, at blive båret —
og så din Ånde; der var så lydt.
Dit sagte Åndedrag ved min Side —
„Godnat“, — en kær lille søvnig Stemme.
At lukke Øjnene selv og vide:
Du trætte Vandrer, nu er du hjemme. —
Ja, det var lykkeligt. Halvt i Drømme
fornam jeg siden din varme Hånd,
der søgte min — det var halvt i Drømme —
hen over Tæppet — din varme Hånd —
Ak ja, hvad alting vi to har ejet,
og hvad vi længe har lidt og savnet,
hvor vi har kæmpet, hvor vi har leget,
har grædt og moret os, leet og favnet!
Nu — har vi prøvet Madammens Rulle.
Det kneb i Førstningen, men det kom.
Det med alt andet gik som det skulde,
fordi vi trofast var to derom.
1901