Den franske Prinsesse Marie —
Vist var hun Frankrigs Datter!
det kendtes af hendes frie
Rank-Rejsning og lystige Latter.
Vist var hun Frankrigs Datter,
hvad Tanker end her måtte tie.
Hun lod sig til Danmark vie
og stod under Danebroge
som den, der for Danmarks frie
Korsflag vidste at våge.
Vor blev hun, den tapre og kloge,
den danske Prinsesse Marie.
Opfostret fransk Borgerinde,
ved Danmarks Krone hun stod,
og Kronen omstråltes af hende
med Kræfter, som Folket forstod
Hun følte som kongelig Kvinde
og handled med borgerligt Mod.
Hun kunde vel selv ha båret
en Krone i disse Tider,
da mangen Krone blev skåret,
og andre knuger og svider —
og båret den stolt. Nu glider
kun Diademet af Håret ...
Og hendes Blomstersmykke
som ædel Hustru og Moder.
Men hun går bort med Lykke:
Langs Dødens dunkle Floder
vil Værfter og Pakhusboder
lyse fra Danmarks Brygge.
Og fjernt under Ceylons Kyster
vil hendes Husbond og Sønner
fornemme den Tak, som trøster,
hvor tungt end Hjertet stønner,
Sø plasker, og Damperen dønner,
tyst hvisker dog tusende Røster —
Om hende, der aldrig var bange
for trofast at vove sit Skind:
Hun bar i Fattigfolks Gange
sin kærlige Hjælpsomhed ind,
og lånte sit Navn til de mange
med fyrstelig gavmildt Sind.
Tilhest og i Kunstnerkittel,
i Atlask med funklende Bånd,
hendes Højhed var mer end en Titel,
den var af Vilje og Ånd:
Den varme, den frie Prinsesse Marie
går bort ved Kong Christians Hånd.