Blæsten lægger sig mod Aften.
Hvor det hvide Skum har væltet,
ser man kun de mørkblå Bølgers
jævne Vandring over Bæltet.
Duen trækker hjem tilskovs nu
langsmed Hvedemarkens Brinker.
Tiden er der. Kun en Time,
og den første Stjerne blinker.
Før Stjernen er tændt, er en Jæger på Plads.
Ti, Hund, med det tossede Glam!
Langs Molen, hvor Dønningen brister som Glas,
glider hurtig din hændige Pram.
Hør det klukkende Vand, se det rolige Hvælv,
vend den friskbidte Skrå, og ro til!
Med din Pudel, din Pram, dit Gevær og dig selv
kan du gøre hvad Pokker du vil.
Du er færdig, for iaften,
med at bukke for den fine
Amtsforvalter, med at trælle
for den klaprende Maskine.
Lænet imod Havnefyret
følger kun en gammel Fisker
ligegyldig dig og Prammen,
og det bløde Vand kun hvisker.
Men din Sjæl sidder krum i dit Bryst, af det Læs
som den veed den skal løfte påny.
Ro væk, skjul dig bort bag om Øer og Næs,
og glem din Forbandelses By.
For ikvæld, for inat er du fri, stakkels Kryb,
du er Menneske selv, du er til.
Du er ene og fri på det vuggende Dyb
og du gør, hvad i Verden du vil.
Se hvor flinkt nu Prammen flyder.
Her i Bugten bag de brede
Herregårdes mørke Skovbryn
ligger Blegvand allerede.
Inderst i den sorte Blankhed
glider lydløst hvide Måger
ud og ind som Elverpiger
gennem Aftnens første Tåger.
Men det lyser æfor af den synkende Sol,
og du strammer din spændige Krop,
og din Pram skyder frem gennem Guld og Viol
som et Marsvin i mægtige Hop.
Det er Musklernes Kraft som af fjedrende Stål,
det er Kølvandets kogende Lyd.
Du ser som en Øm i Solklodens Bål,
og dit Mandshjerte svulmer af Fryd.
Hvilken paradisisk Hvile!
Hvilende på Åren glider
du i Tavshed tusend Mile,
mens de gyldne Dråber drypper.
Se, den røde Vandmand hvælver
om de grønligt klare Strømme
svulmende sit Rosenbæger,
favner, ånder ud, og skælver.
Selv din sorte Pudel stirrer
fra sin Tofte stumt i Dybet;
i dens alvorsfulde Øjne
skimter du en Sjæl, som længes.
Længsel, det er altid langvejs,
altid bort fra det som hefter —
bort fra Livet. Dumme Pudel,
veed du, hvad du længes efter?
Gå Pokker ivold med din Filosofi!
Hvad forstår vi af Liv og Død?
Om et Øjeblik, Plask, er det hele forbi,
før vi anede hvad det betød.
Du skød efter Månen. Jagu blev den ramt!
Det er her, de der tænker og slås
møder den som kvitterer for Skat fra et Amt
og må ta sine Buxer på Klods.
Åren ud, og ro til, ganske jævnt, Kammerat,
i det blanke Minut. Se dig ud!
Strømmen glider som flydende Guld og Agat,
og den sitrer som levende Hud.
I samme Sekund nu, Solkuglen sank,
skød hun op af den glasklare Sø,
som en blinkende Fisk; bredskuldret og slank
i sin Nøgenhed; se mig, og dø!
Det skyller og skvulper om Skulder og Skød,
om et gyldent og fast lille Bryst,
hvis Top sprænger ud i en brændende Glød
som en Tangblomst fra Afrikas Kyst.
Hendes Hår synker sort gennem Dønningens Sug.
Stille leger det lysende Bad
om de smidige Ben og den løftede Bug
og den Skygge, som skiller dem ad.
For en fattig Per Tot, for en Splejs Kontorist
er det næsten for skønt, dette Syn.
Men skynd dig! Når favned en Jomfru dig sidst?
Hun er Hav, du en Sky, fuld af Lyn.
Av for Pokker! Er du kæntret!
løfted selve Proteus Panden,
tanggroet, knudret som en Gråsten,
til et Skub mod Prammens Planker?
Nej. Du roede i din Galskab
mod en ganske simpel Gråsten
og gik baglæns. Højt mod Himlen
fægter dine Træskostøvler.
Og din kloge Pudel mønstrer
dig med Mistro. Arme Dåre,
saml dig sammen efter Stødet,
og fisk op din tabte Åre!
Her er Vejen, du har valgt dig.
Bag den sumpet flade Forstrand
mørkner bratte grønne Brinker,
og den første Stjerne blinker.
Aftenstjemen Venus blinker
guldklart i en glasgrøn Himmel,
og de mørke Poplers Grene
suser underligt alene.
Og det sitrer og det klinger
fra de dugfaldsvåde Skrænter,
hvor usynlige Cikader
gnider deres Ben og Vinger.
Ned ad Græssets Palmestammer
driver Dug i sølvblå Flammer,
tusend klare Vinger klirrer,
hele Himlens Hvælving dirrer.
Da kom der med Et som et skarpere Klirr
og et Sus som af styrtende Regn.
Det var Ænderne. Sju! Hør det svindende Svirr
over tusmørke Marker og Hegn.
Og det klirrer over Søen,
og det suser gennem Luften,
og med Halsen fremstrakt farer
nye Par og nye Skarer
i en Fart, som gør dig svimmel,
fjernt ind i den gule Himmel.
Med den spændte Bøsse rede
lytter, spejder du dernede.
Og der hænger med Et (her er Skud, allenfals)
i den lysere Luft mod Land
med løftede Vinger og fremstrakt Hals,
ubevægelig næsten, en And.
Et Glimt. Hult brager det Kysterne rundt.
Og du gnider din Kind. Det slog hårdt!
Et Plask, og et nyt Plask samme Sekund.
Dær svømmer din Pudel. »Apporte!«
I den lyse Aftens Dæmring
vejer du dit første Bytte,
medens Pudlen ryster Pelsen,
så den stænker som et Vandspring.
Stille, henslængt under Toften,
med den hvidgrå Bug iværet,
ligger Anden. Og du spejder
atter landværts over Kæret.
Fjernt i Aftenhimlens Lysning
ser du som en Tråd, der svæver,
som et Spindelvæv, der hæver
sig og sænker sig i Luften.
Som en Stribe Røg, der rolig
strækker sig i tynde Luftlag;
som en Sky; nej, Fugl, der trækker,
nu i Klynger, nu i Rækker.
Til en skarpt afskåren Kile
nærmer sig og lynsnart svinger
ned om Brinken, ud imod dig,
med et Pib af rappe Vinger.
Og du dukker dig lidt for det susende Træk,
du sigter halvt sky, som i Skam.
Et tvefoldigt Brag. Som en Storm er de væk.
Men en And dratter tungt i din Pram.
Og Vildfuglens lynende syngende Flugt
gennem Dæmringens lønlige Lys,
og de bragende Skud, og Krudtets Lugt,
fylder Hjertet med vellystigt Gys.
Ny Ild fuser ud, ny drønende Brag
ruller rundt, slår igen under Land;
sort Krudtrøg ligger som Skyer i Lag
på det blyblankt skumrende Vand.
Det rabber og skræpper forhexet nær,
der er Sus som af Asgårdsridt;
du skyder på Lyden af farende Vær,
på et Skimt kun af flyvende hvidt.
Og Pudlen plasker i Sump og Tang
med anskudt og nedskudt Vildt —
men højt over Havets mørknende Vang
stråler Stjernerne, roligt og mildt.
Og da først dit Blik er fængslet,
rent tilfældigt, af en Stjerne,
tusendårigt, fra det Fjerne,
af en ukendt Verdens Lysbud,
bliver du med Et så lille,
lægger Bøssen bort i Lede,
sidder stille, skamfuldt stille,
her på Bunden, dybest nede.
Fra det tusendårigt fjerne
gennem endeløse Mile,
drypper Stilhed, gylden, dugsval,
i din feberhede Hjerne.
Om hin ene stærke Stjerne
svinger hele Himmelhvælvet,
dybt og langsomt gennemskælvet
af udødelige Drømme.
Fra den store Bjørn, fra Kronen,
fra den Orden, hvori Verdner
vandrer mægtigt hos hverandre,
mærker du et sagte Luftsus.
Og dit Hjertes røde Blade
falder som en frostbidt Roses,
synker dybt i sortblå Strømme.
Det at dø, gør godt — — i Drømme.
Og at vågne igen, stakkels Ven, det er træls!
Det er Pudlen, som buger sig frem
og slikker din Hånd. Den vil hjem.
Og du lægger din Trøje henover din Ven,
og han skraber og skubber den om
og strækker sig træt. Og så ror du igen,
ror hjem, samme Vej, som du kom.
O, hvor stille og hvor vældigt
hvælver slig en mørk Augustnat
afgrundsdyb sin Stjernebue
over Jordens lave Tue.
Som i sælsom Vildskab løfter
bag det bakkesorte Kystland
netop Månen i det samme
vredt sin valmurøde Flamme.
Og hvergang du sænker Åren,
slår den af det sorte Saltvand
som en fosforfarvet Røgsky,
som en Regn af hvide Gnister.
Lig en Røgsky, lig en Gnistregn
ruller Åreslagets Malstrøm
bort i Mørket efter Prammen,
hastig to og to bort sammen.
Ensom ror du, afgrundssvimmel,
ud imellem Hav og Himmel,
angst for Dybet og for Månen
og den stumme hvide Morild.
Da hvisler, da rasler et Stormsus brat
gennem Strandskovens løvtunge Trær;
og der syder igennem den lydløse Nat
som Larm af et vældigt Vær.
Og plaskende Bølger med skumskinnet Kam
kommer pludselig væltende ind
på det rolige Vand, og de løfter din Pram,
men der rører sig aldrig en Vind.
Det er, som steg der af Havdybet selv
og den sorte tungsindige Jord
et indestængt lidenskabeligt Skælv
af de lønlige Kræfter, der boer.
Og den skælver, din Sjæl, i sit fattige Hus,
og du ror, så du ryster derved,
i en Rædselens Rus, mellem Dybets Brus
og den spøgelseraslende Bred.
Ej, da kommer selve Vinden,
frisk og sval og salt fra Søen!
Sus i Løv og Plask af Bølger
er med Et kun det som følger.
Alt er helt naturligt atter,
med en Suk og med en Latter
ser du Månen hænge sølvblank
allerede højt i Luften.
Og med nyskabt Friskhed kæmper
du din Årekamp mod Søen,
synes det er smukt at hoppe
gennem Sølv på sorte Toppe.
Og i venlig Nærhed ser du
Havnefyrets røde Lygte.
Der er intet mer at frygte,
her er Molen, du er hjemme. —
Hjemme, ja. Mens Prammen smutter
som en Ælling ind i Havnen
mellem høje Skibes Bouge,
under Spryd og Ankertouge,
ser du mer end halvt forsonet
op til Byen, hvor den ligger
i sin Lysdis, rolig kronet
af Alleens Lygteprikker.
Her i Byen, hvor du slider
langsomt dine Livsens Tider,
som en Træl i Armods Pine
for den klaprende Maskine.
Her, hvor du kun altid bliver
det du er, en ringe Skriver,
sultefødt, med slidte Buxer,
udgrint, selv af Skolens Fuxer —
Selv her, her stråler hver eneste Nat
et Lys, som for dig kun er tændt;
selv her, her sukker et Hjerte forladt,
når din Vej fra dets Tærskel er vendt.
Der stråler to Øjne, der smiler en Mund,
og der åbner sig kærligt en Favn,
når du kommer. Og ømt, i det dybeste Blund,
har du hørt hende hviske dit Navn.
Ingen attenårig Ungdom,
ingen frisk ung Frue heller,
kun en Syerske, der træller
for den surrende Maskine,
tidlig oppe, vågen silde,
for lidt Klæer og for lidt Føde
til sig selv og til den lille,
som hun har, skønt hun er ugift.
Men et frisk ungt Hjerte har hun,
og en livfuld Troskabs Ynde;
og det Barn, den stakkels Pige
har, skønt ugift, er dit eget.
Og når I to trætte mødes
i et Favntag, i et Håndtryk,
i et Blik blot, så forstummer
begge trætte Hjerters Kummer.
I et fattigt utæt Loftsrum,
i en Seng med grove Lagner
mærker man sin Kæres Arme
dobbelt fine, dobbelt varme.
I et fattigt udslidt Legem
lyner Elskov, lyser Ømhed
i de dyre Hvilestunder
dobbelt saligt, som et Under.
Derfor har du Lov at gøre
hvad du vil med Hund og Bytte,
med Gevær og Pram, kun ikke
med dig selv, da du er hendes.
Skynd dig, gå til den der venter!
Hun vil stråle af Beundring,
klappe højt i sine Hænder,
når hun ser de otte Ænder.