Hjulnielspeter klorede sit kraftige Lår.
»Kæft, Kælling!« sa han. »Satans, hvad du vrøvler!
Tøsen sker sin Ret med de Slag, som hun slår;
hendes Sag at klare det. — Lang mig de Støvler!
Fik de deres Smørels? Nå, Godnat så derhenne!
Tyras og Niels Peter skal ud en bitte Kende.«
Hjulnielspeter hængte sin Pibe på dens Knag,
greb Muskedonneren, og Vanterne, og Luen,
stamped over Tærsklen, hug Døren med et Brag —
»Føj da!« og han spyttede; så kvalmt der var i Stuen.
Ni Graders Kulde på Batels Terremeter,
tre Fod Sne og Måneskin — hov, Tyras og Niels Peter!
Hjulnielspeter ragede på Buxelommens Bund,
hitted en Stump Skipperskrå, fik Skidtet tørret af den,
bed og spytted Langspyt; jogu var den sund,
reele så det linded i Tarmene at ta den. —
Nådada: Forvalteren! — »G’Hjælp!« — (og hils Malene!
Dæleme for knøv til at ligge dær alene.) —
Hjulnielspeter lurede ved bitte Kren Butik.
Døren stod på Klem, og de hvellede som Griser,
Folkene fra Gården, om Femkort sidste Stik,
Brændevin og Tøser og mogbeskidte Viser.
»Skidt og Mog og Fanden og hans Oldemor det hele!
Kom så, Tyras, hinter! Vi har nok af de Dele.«
Hjulnielspeter åbnede sit rustne Gevær,
ladede og lukkede og hev det tilrette.
Skyggerne lå sortblå fra Markvejens Trær,
Fuldmånen lyste på den snelagte Slette;
spejlslebne Slædespor glimtede og glitrede,
Sneen, hvor han trådte, skreg frostkoldt og knitrede.
Hjulnielspeter stamped i den blikstille Skov;
højt op under Månen i Storskovens Toppe
øjnede han Fuglene, som sad dær og sov,
hvæsende i Søvne; de vendte sig deroppe.
Plask! En allerhelvedes Allarm. De dumme Krager!
Sne faldt fra Kvistene i nævestore Flager.
Hjulnielspeter skævede til Enggårdens Port,
lurede bag Hæsset. Var Danskedoggen vågen?
Nej. — Frisk Mod, Antonius, hvad ondt har du gjort?
Lygten er Vorherres; pænt lyser den i Tågen.
Nu kuns liså stille her norden om de Grave,
Banelinjen dæk, og så Hanerne ilave.
Hjulnielspeter lytted. Telegraftråden sang.
Langvejs fra og langvejs hen løb Skinnerne snorlige.
Henne bag om Gården lød Ræveglam en Gang;
lidt efter hørte han en Agerhøne skrige.
»Tyras her, ut med sig! Hæng i, brug sin Snude!
Mikkel eller Morten, Niels Peter er ude.«
Hjulnielspeter gloede. Den gamle blev nok vild:
Tyras gav et Hyl og var væk med det samme,
borte som et Røgblaf i Teglovnens Ild,
opslugt af Månenattens sitrende Flamme.
Månen selv hang under Nattens blå Bue
hvid og rund som Lampen i Kammerrådens Stue.
Hjulnielspeter lytted. Telegraftråden sang.
Langvejs fra og langvejs hen gled Skinnernes grå Stribe.
Op og ned ad gnistrende Snedriver sprang
kulsorte Markmus; han hørte dem pibe;
fyldtes af Medlidenhed: »Hvad tror hun, hun kan hitte?
Herregud, dit usle Kræ, du er dog kun så bitte.«
Hjulnielspeter smed sig på den hårdfrosne Sne:
Tyras gav Hals! og med helspændte Haner
ventede dens Herre. Der var ingenting at se, —
jo, dær jog to Skygger i lynsnare Baner
lydløst over Marken — imod Dammen — ud på Isen —
nærmedes — og fjernedes — og druknede i Disen.
Hjulnielspeter vred sig. Den stak som en Syl,
Gigten i hans Storetå. Da lød igen derinde
langt hen under Tågen et langtrukkent Hyl,
grusomt og klageligt og ligesom iblinde.
Atter et — en Snerren, en Knurren og en Glammen:
»Dæleme, Gu’ ve’ hvor det her hænger sammen!«
Hjulnielspeter letted sig, men slængte sig påny,
Fingeren på Fjeren og Kolben imod Kinden.
Mikkel selv kom glidende på Marken som en Sky,
stansede og vejrede med Snuden op i Vinden.
Tyras halsed nærmere. — »Så sku da osse Fan’en!«
Mikkel satte ret op over Driverne mod Banen.
Hjulnielspeter hørte, hvor den hvæsede; han såe
tydelig dens Spring. Så, nu var det nok Tiden.
Bum! Sikket Sæt, og et Skrig, og den lå
snærrende og spjættende og vælted sig på Siden.
Tyras som en Vind over Ræven; forslugen
bed han i sit Bytte og flænsede i Bugen.
Hjulnielspeter flyttede sin Køter med et Spark.
Mikkel blev hængt op i et Hyldetræ og flået.
Hjemad gennem Skoven, ad Landevej og Mark:
»Kig, bitte Måne, kan hun se hvad a har fået?
Put sig nu i Fjerene, så snorker vi på Tælling;
nu skal a tilsengs ved min egen gamle Kælling.«
Hjulnielspeter lettede på Klinken og gik ind.
Rævebælgen slængte han og varmed sig ved Pejsen.
»Mutter, er du vågen? Se her, dit sølle Skind,
fem lodne Kroner til Ann Mari til Rejsen!
Vil hun, kan hun komme. Men hvissom hun får Tvillinger,
droner a dem Dæleme, som Missekattens Killinger!«