Genlyd af gjaldende Jægerhorn,
Drys af faldende Blade,
Solsort-Fløjt i en Hybentom.
Såten er sat.
Langs med Hegnet, i Busk og Krat,
løftes blinkende Bøsser,
lydløst. Bladene drysser.
Risbøgen skinner så rød som Ræv,
mægtige Brombær-Ranker
vugger de duggede Spindelvæv.
Klapperne går.
Langt borte råber de, hujer og slår.
Flygtende blåhvide Duer
stiger i himlende Buer.
Egen suser en Sang, hvor den står,
ensom på Holmen i Mosen:
Efterår, det er Efterår.
Højt i Hal
et Skud, et Gjald!
Engbrynets Vagt af Graner
sænker de susende Faner.
Raslende Ræv, stampende Buk
stanser, lytter og vejrer,
viger og springer, blot ved et Suk.
Styrter omkuld
med blodigt Skum på den våde Muld.
Skuddene hidser og jager
hverandre. Skovdybet klager.
Ud gennem Granernes dunkle Top
skingrer Fasanernes Skogren,
buldrende flyver de op.
Sidst af sin Flok
den forsigtige gamle Kok:
Purpur og Grønt og lysende Kobber
ligesom Løvet, den sejler over.
Brat brudt sammen i Sol og Vind
stanser og styrter den pragtfuldt.
Grusomt fryder det Syn dit Sind.
Hej, Hallo!
Tiro, tiro! —
Sneppen er væk. En usel Hare
slår sine Hjul foran Klappernes Skare.
Hør, det suser i Siv og Torn —
Løvet drysser i Lunde —
Højlydt kalder det gjaldende Horn.
Såten er sat.
Det frøs inat.
Blæsten klapper i Skov og Krat.
Skytter! Salut over Somrens Båre!
Ingen veed, hvad der venter ad Åre.