Du ligger en Dag mod Solnedgang
mellem Heder og Åer og Enge
ved en af de ensomme Fårehytter
med Nakken mod en Lyngknold og lytter
til de usynlige Lærker, der knytter
en flyvende Sommer af Sang
over Heder og Åer og Enge.
Dær lå du og lyttede længe.
Igennem de sitrende Øjenlåg mærker
du ligesom noget, der sker.
Du åbner Øjet — og ser
højt, højt, hvor det kvidrer og klinger,
et Følge af Lærker, som ilende svinger
de underligt lange blinkende Vinger —
og ud af det Blå blinker fler.
De Langnæb dær, er det Lærker!
Du ser Bekkasinernes Træk.
De slår ned i et lynende Glimt
over Engen, — og så er de væk.
Den rosenluende Midnatssol
har set Bekkasinernes Sommer.
Nu løber Laplands Floder fulde, —
de mandshøje Blomster synker i Mulde,
mørk ligger Sumpen i tåget Kulde —
de flyer den sortnende Pol
og søger en ny Slags Sommer.
Som Flygtninge er det de kommer.
Så højt de flyver, så heftigt de higer —
du lider de Fugle vel.
Stille sænker de sig, som Drømme,
i gule Siv, langs rindende Strømme,
og de veed, at de snart må rømme,
thi Riget er kun det Skel,
hvor Vandene synker og stiger. —
Såe du det flygtige Træk?
Det var Ungdommens Drømme, der fløj
over Engen — og nu er de væk.
Du trasker en Dag med Bøsse og Hund
over Heder og Åer og Enge.
Skud knalder i Skud, Bekkasinerne dratter;
stadig letter dog ny, de skratter,
de hvirvler bort med en spottende Latter,
hånler ad Jæger og Hund
over Heder og Åer og Enge.
Du hører den Latter længe.
Du elsker at fælde så flygtig en Flyver,
at rive den ned, som i Bånd,
og holde den i din Hånd.
Men spist er Maden og tom din Flaske,
mange Mil har du måttet traske,
har kun et halvt Dusin på din Taske,
mens Hundreder slap dig af Hånd.
Du elsker den flygtige Flyver,
og Bøssen, du bruger, er fin.
Men den ler ad dit røgsvage Krudt,
gør den lynsnare Fugl Bekkasin.
Du sidder en Dag i den svale Høst
på en Høj ved de grønne Enge
i Læ af den ensomme Fårehytte
og tæller dit fattige sidste Bytte.
Det hjælper ikke længer at lytte
efter Lærkernes Røst.
Og Trækket blev ikke længe
ved dine Åer og Enge.
Mangt et Mesterskud har du at mindes.
Hvorfor så rynkede Bryn?
Ser du endnu det Syn:
Den anskudte Bekkasin med Skummet
af Lungeblod i sit Næb; forstummet
fløj den tæt forbi dig i Rummet.
Ak, det sorgfulde Syn
vil du til din Dødsdag mindes.
Du stod med et afskudt Gevær,
kunde hverken gi Død eller Liv,
endskønt den fløj dig så nær.
Hvad tænker du på ved den anskudte Fugl,
der stille fløj med sin Kvide?
En Drøm, af Drømmenes Land uddrevet,
virkeliggjort er den aldrig blevet,
den flygtede såret og sønderrevet,
du finder aldrig dens Skjul ...
Se op, se ud, se vide,
se Spindelvævene glide!
Der sejler tusende skinnende Tråde,
løsrevne fra Verdandis Spind,
alfelet ud og ind.
Lykkebånd ser du dem løse og binde,
svimlende højt i de solblå Vinde
ser du dem sejle som Stjerner og skinne —
de sejler al Sorg af dit Sind.
Tabets og Vindingens Gåde
på Jagten idag og igår —
det er alt kun flyvende Spind,
hvis Veje du ikke forstår.
Men står du en Høstdag, når Jagten er endt,
under Mindernes flyvende Sommer —
Måske du forstår i en Anelses Bæven,
at alle de Tråde i lunefuld Svæven
flyver enhver til sin Plads i Væven ...
Ak ja, når Jagten er endt.
Ser du den flyvende Sommer?
Dit Hår bliver gråt, når den kommer.