I
Blomster er altid en farlig Sag.
Der var en, der sendte mig Blomster en Dag
Hedelyng, Klokkelyng, rank Potentil,
Blåklokker fra Heden ved Østerild.
Gule og røde og grønne og grå.
Det var som Klitten og Heden dær lå.
Der var Solskin og susende Blæst deri —
Hele min Ungdom suste forbi.
Jeg kunde vel finde den gamle Vej.
Men Vejen kendte nok ikke mig.
Jeg fandt ikke mer de Tanker der fløj
over Hede og Vejle og Kirkehøj.
Lad være, lad hvile, hvad længst foer hen,
jeg ønsked aldrig min Ungdom igen.
Jeg vilde kun prøve mig selv og mit Sind,
så kyssede jeg min Kærestes Kind
og tog min Bøsse og løste min Hund
for atter at vandre alene en Stund.
II
Og da jeg kom til hin Skrænt i Vest,
hvor jeg mødte min Broder, den salte Blæst
og milevidt udstrakt foran mig såe
kun grønnende Enge og blinkende Å,
da kunde jeg både ha leet og grædt.
Mit Åndedrag, det blev så let,
uvirkeligt alt hvad jeg led og sled,
det at vandre den eneste Virkelighed.
At vandre som jeg vandrede her
med Blæsten og med den Fuglehær,
der over Engene sank som en Sky,
og glimtende steg, og slog ned påny,
for at stryge så lavt over Tuer og Næs,
at næsten de rørte det grønne Græs
med de sitrende Vinger, brune og grå,
allevegne hvorhen jeg såe.
Der fløjtede Hjejle, der skræppede And,
og Kliren peb langs rindende Vand,
og gennem Fuglenes Flugt og Fald
lød Hundens Piasken og Bøssens Knald,
og jeg gik som en Gud gennem Enge og Kær
i Blæst og Solskin og alslags Vær.
III
Jeg gik over Heden, der øde og mørk
mellem Højene lå som en sorgfuld Ørk.
Men når Skyerne sejled, og Skyggerne fløj
lydløst ud over Dal og Høj,
da skiftede Sort og Purpurrødt
i sælsom Pragt, og klagende blødt
lød Regnspovens Fløjt. Hvad dens Klage gjaldt,
vidste den ikke, før den faldt.
IV
Jeg gik over Heden og jaged og sang.
Da længtes jeg tilhavs engang.
Den snorlige Vej, som før så tit,
var min; jeg kløvede Sump og Klit,
og stod, og sprang, på den åbne Strand
med Hav fra den yderste Himmelrand %
skumhvidt og solblåt væltende frem
for min Fod, hvor det brast og vendte hjem.
Og nye Brådsøer vælted med Brag.
Jeg gik en vidunderlig Gang den Dag
på den snehvidt fygende hvirvlende Strand
mellem tavse Klitter og tordnende Vand.
Halvt gik jeg, halvt bar mig den susende Storm.
Og skinnende, skiftende Farve og Form,
trak store Fugle i Luften forbi
højt oppe; de ligesom flød deri.
Og hvirvled som vældige Snefnug ned
for mit Skud, hvis Gjald blev Lydløshed
mod Storm og Hav. Og Timer og Mil
foer hen som Blink blot af Solgudens Pil.
V
Et blegere Lys, en kølere Vind.
Jeg stod ved en Klint, hvor Hav gik ind
over bortskyllet Land, mens Revlen krum
som et Skjold skød sig ud gennem Brænding og Skum.
Ved Blåvandshuk, under Hornsrevs Skjold.
Det ligned derude en milelang Vold
af vældige Klitter. Men dybt sank Top,
og kløftedes Høj, mens Dal steg op.
Og der skjalv et Drøn over Hav og Strand.
Det var vel kun grønt og gråt væltende Vand
i sølvblegt Lys under Skyernes Bryn, —
men jeg stod og såe på det Dommedags-Syn,
dybt åndende, til jeg syntes selv,
at Havets Dyb og Himlens Hvælv
de åndede gennem mig. Hvad gjaldt
vel Livet mer? Det at ånde var alt.
VI
Der var ikke Vej over Havet frem,
så vendte jeg om og vandrede hjem,
med min trætte Hund og mit rustne Gevær,
hjem til mit Hus, og til den jeg har kær.
Se, — jeg kyssed min Kærestes Mund —
nu har jeg vandret alene en Stund
og tabt hvad jeg vandt mig af Verdens Kløgt.
Vidt har jeg siden min Ungdom søgt —
og at vandre er stadig det bedste jeg veed,
det at ånde den inderste Virkelighed.
At vandre, og ånde, alene, og to —
Hun bøjed sit Hoved, og sukked, og lo.