Hvad er det, der lokker og frister mit Sind
så vildt, så mørkt
fra den hvirvlende Vind,
fra Stormen, der tordner og tuder?
Er det Fædrenes Guder?
Er det Odin og Thor?
Jeg har Lyst til Brand, jeg har Lyst til Mord!
Hvad bruser i Stormen? Et stærkere Bud,
et stort, et hårdt,
fra en Hersker og Gud
til Guldkalvens dansende Tåber?
Er det Jahve, der råber?
Er det Hævnerens Røst?
Min Sjæl blæser bort som en Røg i mit Bryst.
Hvad er det? Forandrer jeg Væsen og Form?
Opsteg jeg selv
i den stigende Storm?
Hvad er det, jeg favner og former?
Jeg er Stormen, der stormer
i det bundløse Hvælv
og gennem Afgrundes Dyb i mig selv.
Hvad er det, der griber og hvirvler mig hen,
mig Kraft, mig Storm,
som et Støvgran igen?
Jeg strider imod, jeg besejres,
jeg er knust, henvejres —
og jubler derved:
I Stormen var den lyksalige Fred.