Ude var intet at se.
Vakt af de buldrende Vinde
såe jeg den snævre Kupé.
Overfor mig derinde
sov en fremmed ung Kvinde.
Stille sad jeg en Stund,
stirrede på hendes blide
drømmesitrende Mund.
Skjalv her Fryd eller Kvide?
Det længtes jeg efter at vide.
Øjnenes lukkende Låg,
dulgte de Smil eller Tårer?
Læbernes lydløse Sprog,
den Tegning af Tindingens Årer
alting rørte mig såre.
Og jeg hviskede: Bliv
hos mig, du fremmede Kvinde,
rejs med mig hele mit Liv! —
Vågnende blidt af sit Blund,
åbnede hun sine Øjne,
lo med sin levende Mund;
dig var det, din Mund, dine Øjne!
Uger og År er fløjne
— husker du? husker du?
Og vi rejser endnu.