Valdemar Rørdam (1872–1946)

Hilsen og Håndslag, Nordmænd! I Sønner og Døtre af Dovre

har Venner i os, og I veed det. I henter Jer Konge herovre.

Vi ønsker Jer Held med ham, og vi ønsker Jer fremfor alt Lykke

med Friheden, som I vandt Jer selv. Den er mer end et kongeligt Smykke.

Den vorde Jer mer, som den hidtil var, i den Kampens Tid I har haft,

et mægtigt fremkaldende Krav til Storsind og Troskab og Kraft.

Og hold så kun fast ved Kong Håkon. Han kroner for Folkenes Blikke,

det ældgamle Norge påny. Han er norsk nu og svigter Jer ikke.

Hilsen og Håndslag, Nordmænd! Og vil I videre granske,

hvad Tanker og Tro til Norges Folk nu dybest fylder os Danske.

Vel. Vi tænker, at Nordens Stammer, de tusendårige tre,

vil styrte for samme Storm. Gud lade sligt aldrig ske!

Vi har den Tro til Norges Folk, at det strækker sin frigjorte Hånd

fredeligt ud mod den Frænde, som fredeligt løste dets Bånd,

og lønner med Højsind Højmod. Da tør vi for Bygningen borge,

da gror grundfast højere Hal for Sverrig og Danmark og Norge.

Høj Hal for det hellige Arbejd, som fører Folkene frem

og fører dem sammen i Brodersind og gør af Jorden et Hjem.

Her tælles det ej, her vejes det kun, om Landet er stort eller lille,

og her er vi Nordfolk Værkfæller, hvert med sin Hu og sit Snille,

vi havbårne bølgende Danske, det svingstærke Svea histovre,

så godt som Jert vældige Fjældfolk, I Sønner og Døtre af Dovre.

Dansk Hilsen og Håndslag, Nordmænd! God Fart med Kong Håkon ombord,

såsandt som Jer styrende Stjærne er det trefold funklende Nord.