Iaften hører jeg første Gang
en Solsort fløjte sin Aftensang:
aa Herregud, om man dog var fri
og slentred henad en ensom Sti!
En ensom Sti ved et Hasselhegn,
hvis Knopper drypped af Dagens Regn.
Jeg skulde stille ved Vidien staa
og se dens «Gæslinger» silkegraa.
Og vade gennem det vaade Løv,
og drysses over med Raklestøv,
og finde Bregnen, der skælbelagt
er en Askepot i sin Hvergarnsdragt.
Og atter vugges i vaarlig Drøm
paa Solsortsangenes dybe Strøm
og aande Brisen saa tryg og glad
som Violens svulmende Hjærteblad.