I
Højt i den hvide Birk,
langt, langt inde i Skoven,
dèr hænger en Harpe.
Ingen har vandret
Vejen derind.
Kun Stormens Hænder
hugger i Harpens Strænge,
den sorte Nat,
naar Tordenens Jætter
brølende jager
henover Himlens brede Mark.
Da hugger Stormen
i Harpens Strænge,
skælvende skriger de, klagende raaber de
Sorg ud i den sorte Nat.
Sukkende bøjer
den svaje Birk sig,
Harpen svinger og løfter sit Skrig —
hen det farer,
hørt af ingen.
Eller den hvide
Nymaanebaad
vugger sig op over
Aasernes Graner,
Straaene driver af Dug:
Da kommer dansende
Sommernatsluftningen,
Strængene strejfer den blødt,
sagte nynner de,
sukkende kalder de
kærligt ud i den dæmrende Nat.
Sød er Natten
af sovende Duft,
Strængene lyder,
Strængene lokker,
ingen lytter til Strængenes Lyd.
Højt i det hvide Birketræ
hænger en Harpe.
Vejen derhen
er vandret af ingen.
II
Om Liv og Løv vi véd Besked,
at visne ned
det maa, naar Vintren kommer.
Dog det er ej saa tungt at se,
om end maaske
det volder Ve —
thi det har haft sin Sommer.
Men falder Frosten, naar i Vaar
en Abild staar
med blomsterrøde Kviste,
da ryster Træets Hjærterod,
for det forstod,
dets friske Mod
Ufrugtbarhed maa friste.
III
Jeg vidste mig en Hjærteven,
men ham har Natten taget hen,
og ingen ser
mit hvide Bryst,
og ingen ler
hos mig i Lyst,
og ingen Sønner faar jeg!
Naar Hagelfald og Vintervind
med kolde Hænder slaar mig,
hvem tager mig da til sig ind?
Alene, ene gaar jeg
i Hagl og Vintervind.
Om dog min Tid var omme kun,
mit Øje slukt, og blaa min Mund!
Var koldt mit Blod,
mens DØD der paa
min Pande stod
i Runer graa,
som Tidens Mejsel skar mig!
Men ak, min Barm er fuld og blød,
og Ild i Blodet har jeg!
Jeg lever — og er dog som død,
thi ingen favneta’r mig,
ufrugtbart er mit Skød!
IV
Vaagen ligger jeg, vaagen
mig holder mit Hjærtes Kogen!
Er jeg da ikke af Kød og Blod!
Altid trampet, traadt under Fod,
det rejser sig, raaber og kræver sin Ret!
Jeg stod derimod,
og jeg kæmped mig træt,
og jeg skræmmedes, og gjorde Bod.
Havde jeg kun en Sorg at favne
og kalde med kærlige Navne!
Tomt er mit Liv.
For Legem og Sjæl
er Loven: at savne — savne!
V
Jeg drømte sødt,
— for det var vel en Drøm? —
at min Haand havde mødt
noget levende, blødt —
noget, som ligned en Barnekind —
For en taabelig Drøm, der falder mig ind!
Ensomt er jo mit Kammer.
Stilheden knuger og lammer.
Underlig Tankernes Spind sig knytter:
om det nu kom,
naar jeg bad af al min Sjæl derom!
Jeg ligger og lytter —
og lytter — —:
Ud fra det stumme Mørke gror
der et vildt mig tagende,
barnligt klagende
eneste Ord:
Mor!
O, da jager mit jubelskælvende
Legems Blod i flydende Flammer
alt op i mit i Stormgang hvælvende
Hjærtekammer! — —
Men intet i Verden har Pinsels Magt
som Ord,
der aldrig var sagt.