Der vælter Lys fra Solen
ned til den grønne Jord,
og Somrens glade Blomster
de skinner paa mit Bord.
Den røde, vilde Rose,
den gyldne Kaprifol,
og den med sødest Vellugt,
den brune Natviol.
Ind under disse Blomster
en hvidgul Hjærneskal,
der fanger Rosens Blade
i deres bløde Fald.
Hvor sært at finde sammen
det fine Blomsterløv
og Kraniets Dødningbæger
med Spindelvæv og Støv.
I Skallens tomme Hulning
jeg ser de dybe Veje,
hvor mange Aarers vilde
Blodstrømme havde Leje.
Ja, hvor har Blodet bruset
i stride Floder dèr
med flammepisket Smerte,
med jagende Begær!
Og overmodigt Livet
har tumlet sig dèr inde,
som evned ingen Lænke
dets friske Kraft at binde.
Men nu: en nøgen Benskal,
en livløs, tom Ruin!
En Skaal, som Døden tømte
for Livets hede Vin! —
De røde, vilde Roser,
der hilser Morgnen glade,
men alt ved Solsætstide
har fældet deres Blade,
De maner: Hast at nyde
din Ungdoms korte Dag,
før Sjæl og Legem slynges
mod Dødens Kyst som Vrag!
Det gule Dødninghoved
tilsummer mig en Sang:
Som du, jeg leved Livet
og led derved en Gang.
Som jeg er skal du vorde
om nogle korte Aar, —
thi trods og tving din Kvide,
til snarlig den forgaar!