O Elskov, morderiske Magt!
O Sol, som når jeg ret gir Agt,
skælver i al din hede Pragt
og gyser bag din Strålevagt,
du slog min Vilje, sved mit Sind,
jeg flagrer viljeløs og blind
som vissent Løv i Hvirvelvind.
Jeg var inat nær ved at segne,
løb ene ud i øde Egne,
jeg skreg til Himlen: Lad det regne!
jeg slikked Dugg af Blomst og Bregne,
jeg knuste dem mod Mund og Bryst
og spejded vild af tørstig Lyst
ud over Ørkenen i Øst.
Thi nogen havde nævnt hans Navn,
det tændte brat som Gnist i Bavn,
op skød sig i min tomme Favn
de tusend Flammespyd af Savn.
Som Solen drikker Dugg af Vang,
drak han i eet langt Kys engang
min Sjæl, så Brystet næsten sprang.
Før han har nået Klippens Kam,
veed jeg, han er der; jeg fornam
som fra den dulgte Lotos-Dam
en Duft, hvis Sødme meldte ham.
Og ved det første Hovslags Lyd
svimler min Sjæl så mat af Fryd
som henad Morgen Måne-Nyet.
Og Luften synger fjern og nær,
det gløder om de Bjerge dèr,
og Himlen får et Flammeskær,
den sænker sig i sødt Begær,
og svøbt i Lys fra tusend Mil
mit Hjerte, ramt af Lystens Pil,
åbner sig mod ham med et Smil.
Det er, som al min Sjæl henflød
nøgen under hans Øjnes Glød,
forventningsfuld, med åbent Skød:
Så tag mig, eller slå mig død!
Ham vil jeg følge, hvor han går,
og leve med i tusend Ar,
og dø, dér hvor hans Hjerte slår!