Det er den sorte Vinternat,
og Stormen tager kraftig fat
og gaar mig strid imøde
paa Heden i det barske Thy,
hvor frem jeg haster langt fra Ly
og Lejets Puder bløde.
Det elsker jeg: ved Nattetid
at høre Stormens Kvad om Strid
til Himlens Harpestrænge!
Det ægger mig til mandig Trods,
jeg springer som den vilde Los
mod Kval, mig kued længe.
Og bandtes til min Skulder fast
af lønlig Frygt en Kæmpelast —
ved Sang jeg Byrden hæver!
Og bar jeg paa et Bjærg af Sorg
et Hav af Frejdighed paa Borg
jeg hos min Ungdom kræver!
Du skarpe kolde Nordenvind,
blæs i mit Hjærte ud og ind,
blæs frisk og fri min Tanke!
Saa rejser jeg mig rank igen
og kaster Livet Handsken hen
for Evighedens Skranke.