Ondt har jeg lidt i lang Tid,
led af mit Hjertes Kulde.
Så tungt et Hav i Brystet —
først du har gjort det levende tilfulde
Fri var en enkelt Strømvej,
min Trodsighed, fordunklet
af Selvforagtens Tåger.
Dybt har dit Smil den solmildt gennemfunklet.
Men Havet i mig, Dybet,
som lå med bundne Kræfter,
islagt, det har du løst mig
med varme Tårer, som det længtes efter.
Vidt nu i vældigt Vårbrud
Bølge på Bølge vælder,
de blinker og de blåner —
jeg kan ej stanse dem, og vil ej heller.
Højt imod dig mit Hjerte
svulmer i uindskrænket
stolt og urolig Havkraft —
du Sol, som løste det, da det var lænket!
Nu er det først jeg lever!
Hvor skal jeg dog forskylde
dig dette, du har gjort mig,
at du har frigjort mine Kræfters Fylde.
1900