Sorgløst kan vi ej synge dit Navn,
Danmark!
Der bløder Sår, og der brænder Savn —
Den Sang kan Tvang dog ej stænge.
Den er i hvert Slag vort Hjerte slår,
stærkere nu idag end igår.
Vi har elsket dig længe,
Danmark,
i tusende År.
Skæbner skifter med Tidernes Gang,
Danmark,
men aldrig tav i vort Sind den Sang:
Du er vor Elskov og Ære.
Og aldrig klang det fra Mand til Mand,
som da du faldt ved Afgrundens Rand:
Dig vil alle vi bære,
Danmark,
vort levende Land!
Det klang fra Mejsel og Murske og Plov,
Danmark,
fra nybrudt Ager og genskabt Skov
op mod de drivende Skyer.
Det sang hvor Maskinernes Kulrøg foer,
bruste i hver ny Dampers Spor
ud fra Havne og Byer:
Danmark,
det frugtbare, gror.
Stride Strømme og Storhavs Brus,
Danmark,
det lufter frisk i dit grønne Hus
ud mod alle de Kyster.
Men alt hvad vi henter af Guld og Gavn
bringer vi hjem fra fjernest Havn,
kaldt af Bølgernes Røster,
Danmark,
her hjem i din Favn.
Frit fra Sagas ældgamle Gry,
Danmark,
vort Arbejds Land og vor Lykkes Ly —
nu stiger stormende Floder.
Men Sønnernes Vagt omkring dig står,
frit skal du bo i din arvede Gård,
du vor blomstrende Moder,
Danmark,
i tusende År!