Valdemar Rørdam (1872–1946)

I min gammelkendte Sofakrog

sad jeg længe med Cigar og Bog:

        Bogen lukket og Cigaren slukket,

        tyst af lykkelige Drømme vugget.

Dog, det var ej Længsel eller Drøm,

var ej Vilje- eller Tankestrøm:

        Åndedraget var det, Hjerteslaget,

        og det røde Lys fra Genbotaget.

Solens Ildblod på de røde Tegl,

Beltet irisblåt og som et Spejl ...

        Nok: Jeg hviler lykkelig og smiler,

        mens Minutter og mens Timer iler.

Tegl af Tegl blødt hulet skyder ud,

Cellevæv som i en Blomsterhud:

        Hundred bløde Farver, alle røde,

        i hver Hulning skiftes til at gløde.

Lys og Liv og Farvers milde Magt,

Lys kun, over Sten og Bølger lagt:

        Alt attrået attråløst opnået

        i det røde Lys mod Bølgeblået.

Stille hviler da min Sjæl en Stund,

dulgt som på en Roses røde Bund:

        Alle Vande hvalt bag Rosens Rande

        lig en Dråbe Dug imod min Pande.