O Fryd og Lærkesang! Den frostblaa Vinter
var stavret bort, April kom dansende,
i Haven lyste Crocuskransene,
solvarm var Luften, sød af Hyazinther.
Af alle Løgene kun ét mig sveg,
og vredt jeg det til Regnskab krævede.
Da fik jeg Øje paa en dødningbleg,
krumbøjet Blomst, som Leret hævede.
Af Gartneren, som lagde den i Mulde,
var Spiren vendt med al sin sugende
Lyslængsel ned ad mod det knugende
haabløse Mulm, hvor der var Død og Kulde. —
Men se! Dens Villie lod sig ikke vende,
den stred sig op imod sin Kærlighed.
Tit var det, som dens Vej fik aldrig Ende —
nu stod den dog i Lysets Herlighed.
Og Dag for Dag den ranker friere
sin Blomsterstængel; Solen giver Farve.
Thi Lysets Børn skal ogsaa Lyset arve,
skal sørge tit, men sejre tiere!