Hvert År har vi Nytår.
Med flammende Faner
svinger Kloderne rundt
i de ældgamle Baner.
Skønt er det at skue
den lysnende Dag —
Men den Slags Solhverv
er Klodernes Sag.
Vor Magt er afmægtig
mod Verdners Vandring.
De skiftende Årstider,
Døgnets Forandring
har vi hverken Æren
eller Ansvaret for.
Når kommer det Nytår,
hvis Lysning er vor?
Hvert Folk er en Verden,
hvis Væxt og Forvandling
hver enkelt virker
ved Vilje og Handling.
Dær skaber vi Årstid
og Døgn, som vi vil —
og dømmes derefter,
som Værket er til.
Den rimtunge Tåge,
som isner og knuger
vort Folk, har vi tålt nu,
ikke i Uger,
nej, en Menneskealder
i Mismod og Trods —
skønt det salige Solhverv
kun venter på os.
Den Dag, da vi sambringer
Lyset, som er der,
men nu brænder spredt
i de tusende Hjerter
for Mands Magt og Stands Magt
og smådelte Mål —
når hver bringer sit med,
o se, hvilket Bål.
I et Nu skal de tusend
små Blus flamme sammen,
vort Folks store Hjerte
helt fyldes af Flammen:
For Danmark til Arbejd,
for Danmark på Vagt! —
Hver enkelt har vundet,
når Ofret er bragt.
Tung ligger Tågen,
så knap vi kan ånde,
knap se, hvor vi vandrer
forvildet, i Vånde.
Vi kalder og klager
i Mismod og Trods
på Solhverv — det Solhverv,
som venter på os!