Det var stolt at være Konge,
da Kongerne var fri,
stort at bære Kronen,
da Kraften lå deri —
da mod Fædrelandets Fare
Kongen selv og hans Hær
var Folkets dragne Sværd.
Det er strængt at være Konge,
når Kronen er den Ring,
hvori Kongen spærres inde
som en skør og kostbar Ting —
når Sceptret er den Bøjle,
som binder hans Hænder,
imedens Hjertet brænder.
Det var strængt for Kong Christian.
De rakte ham en Pen
og bød ham at skrive
på Diktat af sine Mænd.
Krig skrev han over Landet,
sit eget Sind tiltrods.
Og de nægted ham at slås.
Ham, den fødte Kriger,
hvis ridderlige Mod
kun fordred at stå forrest
i Kamp, hvor Folket stod,
ham gav de underdanigst
en fin Paradekårde
og bad ham — holde sig borte.
Såe han ud af sit Vindu
i det kongelige Slot,
blev der råbt og peget Fingre
af Mistro og Spot.
Og gik han til sit Bord,
meldte Brev og Telegram
alt afgjort uden ham.
På det blanke Parketgulv
gik Kongen op og ned,
syg af ubrugt Styrke,
og sorgfuld, og vred.
Han hørte over Havet
de tordnende Kanoner,
Kampskrig og Klagetoner.
Fjerne Røster råbte:
»Vi kæmper det vi kan,
vi slider til vi segner,
men Kongen, hvor er han?«
Da skreg det i hans Hjerte:
»Hos Jer, i Snavs og Nød
og Kamp, til min Død!«
Men Statsmænd og Ministre
forklared og befol:
»Kongen bærer Kronen
som et kosteligt Symbol.
Når vi har sagt ham Svaret,
tør han nægte eller nikke.
Men handle tør han ikke.«
Alt hvad Danmarks Konge
fik Lov til i den Tid,
da Danmark stred ved Dybbøl
sin dødstunge Strid,
det var, en enkelt Dag kun
med galloneret Stab
at mønstre vore Tab.
Den hele brustne Bue
Als-Sund til Vemmingbund
vandrede Kong Christian
hin Forårs-Aftenstund,
mens Hakker og Skovle klirred
langs nedskudt Vold og Grav,
og Posterne blev løst af.
Kun denne ene Aften
trådte hans Fod den Jord
som blodig æltet og jernflængt
bar de tusende Spor
af Støvler og af Træsko —
af Mænds tålmodige Tramp
til Arbejd og til Kamp.
Men at hans kærlige Tanker
havde vandret Vejen tit,
forstod de Folk han talte med.
De svarte Kongen frit.
Han stod så jævn og venlig,
rankt over Sablen bøjet,
og såe dem fast i Øjet.
For mangen god dansk Bonde
blev Kongens Blik det Tegn,
hvorpå han trøstig trodsed
den vildeste Kugleregn:
Sådan strålte af de Øjne
det kongelige Sind.
I hans Hjerte såe de ind.
Tilfældig eller villet
stod Kong Christian et Minut
alene i en Skanse,
hvor alt var sprængt og brudt.
Besætningen maste
med Traverser og Grave
for at bringe dem ilave.
Han stod der ubemærket,
som en Soldat på Vagt,
til pludselig de alle,
uden et Ord blev sagt,
såe Kongen, deres Konge,
og udbrød i et Råb
af Forundring og Håb.
Et brudt Hurra. De alle
stod brat mod Kongen vendt,
om Værktøj og om Våben
de stærke Næver spændt, —
som vented de et Vink blot,
så sprang de ud til Sejr
og knuste Fjendens Lejr.
Da svulmede hans Hjerte,
da greb han til sit Sværd:
Det var Mænd, der stod omkring ham,
det var Kernen af en Hær!
Titusend vilde følge
til Kamp i samme Stund,
for et Ord blot af hans Mund ...
Et Ord, som ej blev udtalt.
Thi »Hvor blev Kongen af?«
Hans Følge løb og ledte
langs Vold og Skyttegrav.
»Dær er han, se, dær står han!«
De mylred i Skansens Strube
som Bier til en Kube.
Med Hjælme og Chacoter,
med Hestehaler og Fjer.
I Skumringen bag dem skimtede
Kongen bestandig fler —
et Spøgelsetog af bukkende
Ministre og Diplomater,
med Noter, med Traktater ...
»Vel, mine Hererr, videre frem!«
Og med et Vink, et Nik
til Skansens tro Besætning
vendte Kongen sig, og gik.
Og Hakker og Skovle rørtes
atter med rastløs Hast.
Det var kun en Drøm, som brast.
Men gennem Skovlenes Skraben
og Hakkernes durfipe Hug,
steg der af Dybbøls Marker
et dybt, et sorgfuldt Suk.
Og Kongen stod som en Støtte
dernede i Skanse to.
Man beundrede hans Ro.
Dog bad man Majestæten
i al Ærbødighed:
»På denne Plet just plejede
Granaterne at slå ned —«
Kong Christian stod dær stum,
flytted sig ikke en Tomme
for det — som kunde komme.
Vide kan vel ingen,
hvad Kongen da tænkte på.
Men bitre var hans Tanker,
det kan et Barn forstå.
Han stod, som om han ventede;
måske han bad til Gud.
Men — der faldt ingen Skud.
Mens Kongen var på Dybbøl
hin Forårs-Aftenstund,
faldt ikke en Granat
mellem Als og Vemmingbund.
At dø for Danmarks Ære
blev ej Kong Christian givet,
men det — at leve Livet.