Der lå en Ørnerede
på Klintens hvide Top,
Stormen bruste i Vrede,
og højt slog Havet op.
Ørneforældrene spejded
mod Havbrynets bølgende Bræm:
»Unger, så vide I vejded,
glem ikke Vejene hjem!«
Det suste i Bjerg og Hede,
det skreg bag Sletter og Søer;
»Vogt I den gamle Rede,
så skærper vi Næb og Kløer.«
»Lad I ikke Reden falde,
men bød den flængte Rand,
så kæmper vi Unger alle
som Ørne for Ørnenes Land.« —
Fiskerne under Kysten
fortæller et Sagn derom:
Det var i en Storm af Østen
de unge Ørne kom.
Da skreg de over Klinten,
fløj ud hvor ingen veed —
Fjer hang på Kridtet og Flinten,
og Reden lå blæst ned.