I
Jeg er Stranden, den der dækkes
nu af Kviste, nu af Tang.
Bølgen brydes, Brinken styrter,
jeg må bære begges Byrder,
blander frugtbart alt hvad begge
blomstred med engang.
Snart af Jordskred tungt begravet,
snart hårdt stormflods-bidt af Havet
skifter jeg med Regn og Storm —
dog gir jeg hvert Hav dets Grænse,
gir hvert Land dets Form.
Jeg er Stranden, den der favner
Fugleskær og Verdensdel.
Brinken styrter, Bølgen brydes,
Vig indhules, Næs udskydes,
det er mig, de begge bygger,
jeg er altid hel.
Det er mig de begge sviger,
mens jeg vogter deres Riger:
daglig, daglig må jeg dø!
Jeg er Stranden, ensom udstrakt
mellem Land og Sø.
Jeg er Stranden, den der savner
Havets Kraft og Jordens Fred.
men i mig, som er kun Stranden,
møder Verdnerne hinanden,
Havets Uro, Jordens Hvile
favnes på min Bred.
Havsalt Blæst og Blomsterånde,
Kildens Latter, Bølgens Vånde
gynger hos mig, Favn i Favn.
Jeg er Stranden, sælsom er min
Rigdom og mit Savn.
II
Jeg er Mennesket, jeg blomstrer
nu af Ånd og nu af Blod.
Ildhu slider; Lyst bedrager,
jeg må bære begges Plager,
thi af begges Kamp og Favntag
randt mit Væsens Rod.
Snart uendelige Tanker,
snart ikkun en Puls der banker,
og dog En i Tid og Rum —
Uden mig var Stoffet Støv kun,
og var Tanken stum.
Jeg er Mennesket, jeg tvivler
bitrest netop hvor jeg tror.
Skilt fra Dyrets Broderriger
ved min Ånd, som evigt higer,
og af Ånders Samfund udskilt
ved min Krop af Jord,
ensom, ak, dog dybt forbundet
med dem begge, har jeg vundet
Visdom, hvor min Fred gik tabt.
Jeg, Alfaders Øje, skuer
alt hvad han har skabt.
Jeg er Mennesket, jeg rummes
i en Vugge og en Grav,
mens dog Lande, mens dog Kloder
vugger paa min Tankes Floder,
og uendelige Kræfter
lystrer mine Krav.
Alle Tiders Fryd og Smerte
favnes hjemligt i mit Hjerte,
møder i dets mindste Skælv
Evigheders Evigheder —
og så dør jeg selv.