Der rasled en Kætting, der plasked et Anker,
vi svajede rundt og vi skured imod;
det skvulpede frisk under Brodækkets Planker —
i Læ under Toldskuret var det de stod.
En gigtkrum, halvgammel Kvinde,
der stirrede som iblinde,
og en knejsende tiårs Purk, som holdt
hendes Hånd beskyttende, ømt og stolt.
Jeg købte lidt af dem, Æbler og Nødder.
End ser jeg dem stå på den tjærede Bro,
han slank og smidig på solbrune Fødder,
hun i græsgrønt Skørt og kluntede Sko.
Det blæser og Solen brænder
og de holder hinandens Hænder.
De holder sammen, urokkelig tro,
den Barnehånd og den gigtkrumme Klo.
De stod på Broen endnu, da vi letted;
jeg nikked Farvel til det ulige Par,
og Kaptajnen kom hen og tog Plads og beretted:
»Vet Herrn kanske, hvem den gumman var?«
Så fik jeg det hele at vide.
Det plasked mod Damperens Side,
langsomt steg og forsvandt en Ø
i Synsranden lavt bag skinnende Sø.
Dær boede de ude, alene på Øen,
ti Mil fra nærmeste Købstad og Strand.
De passede Fyret og fisked i Søen,
Græs var der til Fårene, mest var der Sand.
Farbror, Fyrmesteren og Kvinden,
og syv Børn, friske som Vinden,
leved derude til sidstledne Jul
hos Bølger og Blæst og farende Fugl.
Men Sukker og Kaffe og Mel og hvad andet
selv Småfolk har Brug for til Gavn og Behag,
det måtte de hente den Mil over Vandet
hver Måned engang på en passelig Dag.
Det var nok et drøjt langt Stykke,
men til Jul må man brase og brygge,
og Kvinder og Børn skal ha Stas og Knas.
Og de gav sig ud på den kendte Sejlads.
Birte og Børnene vifted fra Stranden;
hun stirrede efter det bugnende Sejl,
det duved og steg imod Himmelranden.
Så stod hun i Fyret og blanked dets Spejl.
Det var just et Arbejd for hende;
når skulde Fyret vel skinne,
om ikke den Nat, hendes Mand stævned frem
med Julen ombord til sit ventende Hjem?
Is var der ikke før Jul den Vinter,
men storme gjorde det Dag efter Dag.
Der huggedes mangen god Skude i Splinter,
Kysten var spækket med Planker og Vrag.
Det havde just hoftet en Smule;
nu tog det påny til at kule,
ved Midnat sprang den østlige Blæst
med et Brag stik om til Storm af Nordvest.
Hun hørte Braget, hun hørte Bruset,
hvor Bølgerne brat brød skarpere på.
Det rokked i Fyret, det rusked i Huset,
og nede i Stuerne klynked de Små.
Dog, Blinket foer hvidt gennem Mulmet
ud over Havet, der svulmed.
Hun våged og vogted og tvang sin Skræk.
Men det stormed tre Nætter og Dage itræk.
Så blev det stille. Mod Forstrandens Strimmel
af Sten gik Bølgernes vanlige Trav
to Dage. Men under den skygrå Himmel
såes aldrig et Sejl, kun øde Hav.
Hun spejdede træt bag sin Rude.
Så var de da blevne derude.
Gud råder for alt. Men her var Nød.
Børnene græd, de græd for Brød.
Hun sultede selv for at unde dem Føden,
men Flæsket var ormet, og Fisken salt.
Den mindste blev syg. Hun såe, det var Døden.
Og det var også de andre det gjaldt —
hvis ikke de snart blev frelste!
Så kaldte hun på den ældste:
»Nu passer du Fyret imens, Johan.
Du er stor nok til det, det skal gå an.«
Resten af Maden delte hun lige
i syv Gange tre og satte den frem
og sa Besked til den otteårs Pige:
»Nu er du Husmor, til jeg kommer hjem.« —
»Så,« sa hun, »hjælp nu hinanden
og rul de Tønder til Stranden!« —
Tre tomme Petroleumstønder, der stod.
Børnene adlød, i undrende Mod.
Selv kom hun med Reb, med Spiger og Hammer,
og hented de Brædder, som nys drev iland
bandt Tønderne sammen og snedkrede Rammer
og fik en brugelig Flåde istand.
Så bad hun Vorherre bevare
de stakkels Børn for al Fare,
kyssed og knuged hver enkelt i Hast —
og la sig på Flåden — og bandt sig fast —
Vel klaged de Små sig, vel trygled de Store,
de gjorde dog, som hun bad og bød,
skød Flåden i Søen — Gud veed hvor de turde —
og Bølgerne løftede den, og den flød.
Og Strømmen gik strid der i Søen,
og Flåden drev ud fra Øen.
Hun råbte, de hørte knap hendes Røst,
løb og græd langs den øde Kyst.
Det var selve den hellige Juleaften,
hun ensom drev på den vilde Sø.
Det øgede Rædslen, og øgede Kraften:
Inat lod Gud intet Menneske dø!
Han vilde nok selv i sin Nåde
styre den skrøbelige Flåde,
forbarme sig over en Moders Håb
og høre de Faderløses Råb.
Det plasked om Tøndernes oliede Sider,
det trommede hult mod Låg og Bund,
slog helt op over dem sommetider
og fyldte salt hendes Øjne og Mund.
Gennemblødt blev hun om Brystet
og Knæerne — lå der og rysted
og skjalv som i Feber, hedt og koldt.
Men Flåden bar, og Hyssingen holdt.
Drivende dær i de kolde Strømme
såe hun en Stjerne, en strålende ny.
Fyret. Hun tænkte i dårende Drømme
det var Stjernen, der stod over Bethlehems By.
Hun kendte ej Kulde og Væde,
hun stirred i tårefuld Glæde
midt op i Englenes lysende Hær,
der svæved og sang hende Himmerig nær.
Før blev Frelse ved Halmstrå fundet,
altid svigter Håbet ej.
Strømmen bar hende ind i Sundet,
netop i Damperens daglige Vej.
Kaptajnen såe noget drive —
Nuvel, hun blev fundet ilive,
og Kursen ændret på Staklens Bøn.
Syv Menneskeliv er Bjergningsløn.
Men død af Sult var den mindste Lille,
da Damperen ankred og Båd kom iland.
Det blev et underligt Juledagsgilde,
dær lo og græd både Barn og Mand.
Næste Dag kom de til Staden
og gik i Flok gennem Gaden
til Klokker, til Borgmester og Præst,
og alt blev ordnet, som det var bedst.
Den kære Lille kom pænt i Jorden,
og alle de andre tog Folk sig af.
Ikkun den ældste blev hos Moren
som hendes Hjælper og Støttestav.
»Herren såe dem jo selv,« sa Kaptajnen.
»De opkøber Frugt på Egnen
og sælger i Staden: Hun plages af Gigt
fra Turen. Men Pojken han kender sin Pligt.
Og så har nok Inspektøren for Resten
halvt lovet ham Fyret, når han blir stor.«
Vi damped afsted gennem Solen og Blæsten,
jeg tænkte på Drengen og på hans Mor.
Jeg såe hans Øjne skinne
af Stolthed og Styrke — fra hende.
Hvor holdt de sammen, urokkelig tro,
den Barnehånd og den gigtkrumme Klo!