Du løfter Kinden fra den køle Pude.
Luften er sølvblå, Søen blinker stille,
Fuldmånen spejles i den åbne Rude.
Du lytter. Jo, nu tonede det atter,
lig Storm i Løvskov, klingende Dryp af Kilder,
og Kluk af Alfers lille spæde Latter.
Det gør dig ondt måske. Nu er du vækket,
og Længslen strejfer i din Ungdoms Vårnat,
imens du lytter efter Fugletrækket.
Vildgæs råber, og de stærke Traner
sejler med lange trodsige Trompetstød
højt frem ad Luftens månelysende Baner.
Og hør så Droslerne, hvor mildt de fløjter.
Nyt Sus, ny Sang ustanselig derude
i de forventningsfulde stille Højder.
Nu bruser Våren ud til Verdens Ende,
Sang vælder som af Evighedens Kilde.
Kun du, kun du ... Hvor er din Ungdom henne?