Majsolskin, åbent Vindu,
let viftende Gardiner,
hvis Klarhed gennemstrømmes
af Duften af Jasminer.
Tæt op mod Ruden gynger
de grønne Humleranker,
og Solskinspletter sitrer
på Gulvets hvide Planker.
I Spejlet med den brede
forgyldte Snørkelramme
spejles Kastanjetræets
mosgroede brune Stamme.
Og Træets gyldentgrønne
Løvhvælving skygger inde
i eventyrlig Dybde
bag Glarets lette Hinde,
så Himmelsengen står just
her under Kroens lave
grå Bjælkeloft, som stod den
i Paradisets Have —
1901
