Festen er forbi, Bruden er forsvunden —
Brudgommen med — nu slukker de derinde...
Hører du, hvor sagte det suser i Lunden?
Mærker du de blomstrende Linde?
Ak, hvis jeg var Brudgom — og du var min Brud...
Nej, jeg skal tie. Kom lad os vandre!
Ned igennem Haven, så smutter vi ud.
Skynd dig! — — Å, der har vi de andre!
Hvem er det, der ler? Stille, vi må liste.
Se, der er Lys bag Bedstemors Rude.
Mener I, at hun faldt i Søvn, hvis hun vidste,
hvem der nu er sammen herude?
Å, men det var syndigt at sove inat —
Roserne står med dugtunge Grene.
Den er til dit Bryst. Giv mig en til min Hat.
... Mere ... Ja, hvad kunde jeg mene?
Lågen er i Lås. Se, de hopper over!
Natten er Slør. Hvem tænker på det hvide.
Kom og lad mig løfte dig, Lovene sover,
andre får det aldrig at vide.
Å, hvor du er let, som et Barn på min Arm:
Var vi alene, slap jeg dig ikke —
lænede min Kind til din levende Barm,
lo ad dine truende Blikke.
Beder du mig smukt, slipper du med Skrækken;
kun for en Tid dog, dærpå må du stole. —
Nej, vi kan jo høre dem; omme bag Hækken
skimter jeg Elisabeths Kjole. —
Hun og hendes Fætter? Jeg tror, at du vil!
Hør kun, hvor højt og lystigt de snakker.
Vædder vi? Nej, virkelig! Afskyr du Spil —
ligemeget hvem du har til Makker?
Kender du de grå Poppeltræers Blade —
ser du, de skælver — hører du dem suse?
Underligt så stille den støvhvide Gade
bøjer sig om Haver og Huse.
Hyldebusken henne ved Hjulmandens Gavl
lyser af Blomster, dufter i Natten —
Vinduet står åbent med blinkende Tavl —
Så du? Den sprang ind. Det var Katten!
Ja, hvor det er kønt: Alle disse lette
lysklædte Kvinders Vandring op ad Højen.
Mosekonen brygger. Den vidtstrakte Slette
bølger som et Hav under Røgen.
Gårdene er Øer, der ligger deri —
Poplerne står tungsindige sammen —
Nede for vor Fod, ved det ny Mejeri,
blinker der en Stjærne i Dammen.
Stakkel, er her glat! Kniber det med Bakken?
Ræk mig din Hånd da, tåbelige Pige! —
Ikke dær i Græsset, nej, sæt dig på Frakken —
Under du mig en af dens Flige? — —
Undskyld, mine Damer? En firstemmig Sang?
Ja. — Dær er Bassen, her er Tenoren.
Sommernatten lytter. Så fyld da med Klang
Stilheden — Himlen og Jorden!
Syng nu, jo, syng med! Jeg vil høre efter.
Ak, men hvor spinkelt Stemmerne dog klinger!
Rummet er for stort; kun de himmelske Kræfter
fylder det med brusende Vinger. —
Syng I kun alligevel, syng som I kan,
tolk i Jer Sang, hvad Ord ikke turde.
Længselsfulde Toner fra Timernes Land
løfter sig til Evigheds Porte. —
— Går de? Lad dem gå! Tør du? Jo, du bliver.
Kun et Minut, det kunde du da gærne.
Læn dig imod Diget. Se Skyen, der driver,
ridser sig itu på en Stjærne.
Andre kommer sejlende, Sky over Sky,
Stjærnerne blegner, ak, de forsvinder.
Gid de kom igen! Jo, det klarer påny.
Se kun, hvor de voxer og skinner.
Havet? Det er dær. Ser du, hvor jeg peger,
dær, hvor en Sky har månehvide Rande.
Månen er i Skjul, men dens Lys vinder Sejr,
blinker på de vældige Vande.
Se, det skyller frem i en skinnende Flod,
blankt som et Sølv, den hvideste Vove:
Kysten dukker op; den er sort derimod,
tegner sig med Banker og Skove...
Ja, nu må vi gå. Nu er de nok hjemme.
— Alting er tyst i Sommernattens Skygge.
— — Giv mig kun et Tegn, som jeg aldrig kan glemme,
et, hvorpå min Længsel kan bygge. —
Elskede, du véd det — så svar mig da nu!
Græd ikke — nej — men kys mig, Veninde —
Så, nu må vi gå, allerkæreste du —
ned imod de blomstrende Linde!