Jeg lover evige Guders Nåde,
nJ skønt de har knuget mig hårdt i Støvet!
Uret og Ondskab har jeg øvet,
når Blodet gjorde min Vilje blind,
og for den Storm, som min Ungdom såede,
høster min Alder nu Hvirvelvind.
Men trods den Bod, jeg må daglig bøde,
for Land jeg plyndred og Liv jeg dræbte,
og mest fordi jeg i Sølet slæbte
mit Løbs olympiske Laurbærkrans:
Jeg lover Guderne! Al min Brøde
var åben-øjet, en frifødt Mands.
Avind, den forvrængede Glæde
ved Rigdom, Hæder, Magt og Lykke;
den, som ej magter sit Mesterstykke,
men måler andres med ondt Begær
og trøster sig ved i Smug at smæde
den rette Ejermands Kraft og Værd:
Avind, som forgifter de Brønde,
hvoraf Livet iløn skal vælde;
den, som gør Mænd til skulende Trælle;
den, der bruger Klogskab og Kraft,
som syg Lyst bruger Skønhed og Ynde:
den ene Last har jeg aldrig haft.
Jeg ser hver Dag undervejs til Badet
Feltherren Kimons ny Hus, med Søjler
af parisk Marmor. Han har dets Nøgler,
han er dets Hersker, og ikke jeg.
Men skøn og skinnende søjleradet
står Kimons Bolig og fryder mig.
Jeg fritted Ammons og Ge’s Orakler,
af min Pjalt Visdom blev intet levnet;
dog gik jeg styrket fra Gådestævnet.
Og min Port eller min Genbos Port,
glad ser jeg Flammen af Festens Fakler,
der løfter Mulmet så dybt og stort.
End har jeg Styrke til frisk at favne;
dog smiler jeg, når bag Bakkekammen
to slanke Skygger sødt smelter sammen
imod den lysende Vårnats Hvælv.
Lad andres Bytte kun friste Ravne!
Min Lyst, lig Ørnen, jog selv, tog selv.
Eet, veed jeg, volder mig stundom Smerte
En grøn Olivengren, gennemskinnet
af Sol og Sejr. Det nager Sindet:
Ens egen Ungdom er brust forbi . . .
Dog ler til Skønhed og Kraft mit Hjerte,
ny Ungdoms Lys gør min Længsel fri.
Zevs være lovet! Mit Sår, min Sejer,
min Lyst, min Nød gav mig nok at bære.
Jeg undte gladelig hver Mand Ære,
jeg leved aldrig af det jeg stjal.
Fri for Avind mod Livets Ejer,
frit oprejst, går jeg til Dødens Dal.