Enzian
Til Leon Dolkowski
Til Leon Dolkowski
Tak, fjerne Ven, for Deres Afskedsgave!
Af Enzianens dybe Blomsterbæger
drak Eva Morgendug i Edens Have.
Nu drikker jeg, en Drøm, der kvalfuldt kvæger.
Vi såes et Øjeblik af Evigheden.
Og disse Blomsterkalke dølger Drømme,
så dybt ind blå, som dem jeg såe forleden
og såe forlængst i Deres Øjne strømme.
Halvfyldte kun med jordisk Dug en Morgen
og aldrig tømte saligt som de drømte ...
Dybt blåner Tungsind, bittert ånder Sorgen
af disse Blomsterbægre, aldrig tømte.
Det blæser isnende fra Snefjældstind;
mens Bjerg og Dal bag Togets Ruder dirrer,
stirrer jeg dybt i disse Blomster ind.
Og Sind mod Sind må sitre, mens jeg stirrer.
Jeg vil ej se de blå blå Blomster blegne.
Én lønlig Broderhilsen vil jeg hviske:
Vi blomstrer evigtblå og allevegne!
Så kysser jeg, så kaster jeg dem — friske.
Ej for en Kvindes Fod, ej til den Flod,
som kogende af Liv og kold af Død
strømmer fra Kvindeskød til Kvindeskød,
med Styrt og Fald, hvor Mandsfjæld står imod.
Nej, til den Flod, som renser alle Stoffer.
I Alnaturens Fald fra Snefjældstinder
mod Havets Afgrund kaster jeg mit Offer.
Ikke det første. — Frem på glatte Skinner
rasler mit Tog, mens Blomst og Flod forsvinder.
Min Broder og min Ven, ak, altfor fjerne,
fjern Fortids Ven, og atter fjern i Rum!
Vi såes med Glæde, og vi genses gerne:
Vi to er Brøker af den samme Sum,
og vi skal samles — på den næste Stjerne.