Septemberaften paa Vesterhav,
bredtbølgende Dønning der gaar.
Solfaldsguld over skinnende Sejl,
som blafrende hænger og slaar.
Hav og Himmel kun Blaat og Guld,
hvor Baaden skvulpende ruller.
Solen danser paa Kimmingens Rand
med svævende Purpur om Skulder. —
Men se! Hvad er det for Silketraad,
der svajer i vaagnende Vind
med mørke Prikker i Tusendevis
paa den sølvhvide, blinkende Spind? —
Spindelvæv er det, med Mestrene paa,
fra Kysten bag Havet det kommer.
Jeg kender det godt der hjemme fra,
dèr hedder det «Flyvende Sommer»
En kæk Sejlads mellem Himmel og Hav
paa selvgjort, skrøbelig Baad!
at Stormen dog ikke har slaget dem ned!
at de slap over Brændingens Fraad! —
Roligt sidder de Spindere smaa
og lader sig bære med Blæsten.
De spandt deres Spind og steg tilvejrs
og stoler paa Lykken for Resten.
Jeg tænker ogsaa, naar Dagen gryer,
saa lander de ved deres Maal
mer sikkert og hurtigt, end var de ombord
paa en Væddeløbsdamper af Staal. —
Viftende, vajende, ud og ind,
de bort over Voverne gynger.
Den første Stjærne har tændt sig blank;
jeg sidder i Stavnen og synger:
«Lad Andre flokkes paa Dampernes Dæk
med Musik og Kanoner ombord!
Min Baad er bygt af de unge Træer,
som staar paa min Ejendomsjord.
Selv jeg dem hugged til Planker og Spant,
og var de end spindelvævsskøre,
saa er der dog sletingen andre, der kan
over Havdybets Afgrund mig føre!»