Nat omkring mig, og mit Kammer
åbner sig med brede Vindver
ud mod Natten udenfor:
Mulm i Dalen, sorte Bjærge,
Himlens blege stjærneløse Lysning.
Vågen ligger jeg og lytter.
Dybt fra Dalen fyldes Mørket
mægtigt af et Vandfalds Brus.
Lyden af de store Vande
var dog ikke den, der holdt mig vågen.
Vågen holder mig en dæmpet,
aldrig overdøvet, taktfast
Lyd som af en Tærskers Plejl.
Sagtens bor der bagved Kløften
nær heroppe Husmandsfolk i Skovskjul.
Men jeg tænker på, hvorledes
En — en ukendt, vældig Høstmand,
svinger Plejlen i sin Lo:
Brudte bliver vi, og knuste,
vi, der fordum stod så rankt på Marken.
Tungt med Smertens Plejl han slår os,
til vort Væsens modne Kærne
springer af sit Hylster ud;
hvirvlet højt af Kasteskovlen
flyver Avnerne for alle Vinde.
Men det gyldne Korn, der samles,
næringskraftigt, spiredygtigt,
tungt i Hobe for hans Fod:
Tjener det ham selv til Næring?
sanker han sig Sæd for andre Somre?