I
Jeg kender snart ikke mit Sind igen,
det dukker så dybt i Drømme
ned under Hverdagens ilende Å
i stillere dunklere Strømme.
Jeg gik nu inat i en grøn Abildgård
ind under gyngende Grene,
en Dreng, en Drømmer, i Skygger og Lys,
for mange År siden, alene.
Jeg gik på det dugvåde Grønsvær.
Halvt svimmel, i anende Glæde,
begreb jeg den grænseløst grønnende Jord,
som min Fod havde Lov til at træde.
II
Så var der en Sti, og en Stump af en Mur,
og to mægtige Linde. De skyggede dèr
vidunderligt over den solhvide Vej,
de grønne, de ældgamle Trær.
Jeg rørte ved Muren, mit Hjerte slog let,
mine Øjne var unge og glade.
Som Stjerner i et himmelhøjt Hvalv
hang utallige blinkende Blade.
Dog leved det alt så tålmodigt, så nær.
Jeg måtte lykkeligt smile!
Som Lindene løvedes Livet vel,
i Væxt, og dog i Hvile.
Jeg rørte inat ved en skyggefuld Mur
under to ældgamle Linde,
der sagtens forlængst nu er faldne,
ifald de var til nogensinde.
III
Dybt neddukker mit søgende Sind
i stille, i dunkle Strømme.
Jeg veed snart ikke, hvad fordum var,
og hvad der var kun i Drømme.
Jeg såe nu inat et guldskyet Hår
ud over en solhvid Pande;
jeg mødte to sorgfulde Øjne,
blå som strømmende Vande.
Dèr inde sejled min Ungdom ud
under Længslernes lysende Skyer.
Nu er det alt kun Genfærd,
borte, når Dagen gryer.
De Øjne trodsed mig tusendfold,
og bønfaldt midt under Striden —
Men da var det mig, som var trodsig,
og fremmede blev vi med Tiden.
Kun når jeg drømmer, møder det Blik
i dyrtkøbt Forståelse mit;
og der svulmer et Hav i mit Hjerte,
jeg glemmer, hvad alt jeg har lidt.
IV
Hvor du end vandrer dit vågne Liv
(Der er Sten over alle de Stier),
så er det dog lifligt at lytte
i Løn til en Drøms Melodier.
Og dvæler om Dagen en Genklang
af Drøm — det forstyrrer vel Freden,
men skænker til Bod Ens Døgnliv
et Skær af Uendeligheden.