Høstmaskinen svinger sine Klinger
i de brede Markers modne Hvede.
Se, hvor jævnt den slår sit Kæmpeskår,
fejer op fra Jorden, knytter Snoren,
lægger Bundt ved Bundt al Marken rundt.
Mindes du med Klage gamle Dage
(Hvæssejærnets Klang og Høstmænds Gang,
Råb af Piger mellem Brombærdiger)?
Kornet gror dog af den gamle Jord,
Solens høje Flamme er den samme,
Sol og Regn gav Kraften. Og iaften,
når du svimmel ser en høstlig Himmel
tusmørkt blåne om den gule Måne,
vil den gamle Smerte i dit Hjærte
løfte Røsten, sukkende for Høsten:
Hvortil skal dit Væsens Kærne
møjsomt modnes under Sol og Stjærne?
