Er det dig, København? Du min Ungdoms By —
så vemodig bekendt, så fortryllende ny,
i en rigere Dragt, og med rundere Fang,
i din Røst ny Klokkers Klang!
Men jeg kender dit Blik, og din Gang
som er dristig og sky.
Det var dig, København — det var virkelig dig
som iaftes i Tivoli smilte til mig.
Men du kendte mig ikke. Du smilte fordi
jeg var fremmed og gik forbi.
Der var slet ikke mere deri;
derfor sukkede jeg.
Og idag, på det ny Langelinje — du står
med det skylette viftende Slør om dit Hår
og den bølgeblå Silkedragt blæsende dær,
altfor strålende, altfor nær,
thi du ser kun Bølger og Vær —
du der smilte igår!
Og beundrende går jeg forbi dig igen
som fremmed — jeg, der engang var din Ven.
Jeg rører dig ikke. Dog kunde jeg let,
for jeg mindes hver lønlig Plet,
hvor min Ungdom har let — ja, og grædt.
Nu er den faret hen ...
Så vemodig bekendt, så fortryllende ny,
i din Midsommerklædning af Bølge og Sky,
står du dær, København. Og nu piber min Båd,
og Flugt er det bedste Råd.
Man gør sig til Grin ved sin Gråd.
Fra sig selv skal man fly!