Endnu en liden Lykke-Stund
med Tiden kort og Lykken skør;
vi såe endnu ej bag det Slør,
som skjuler Livets mørke Bund.
Blot genlød stundom i dit Sind,
hvad Dagen sukked, når den gik,
og jeg har i den øde Vind
selv hørt min Sjæls Musik.
Endnu en liden Lykke-Stund
er undt os af vort Efterår;
hver Sangfugl fløj, men Huset står,
og Løv sees endnu i vor Lund.
Blot vælter Tidevandet hjem,
det bruser fra den fjerne Vig;
dybt i vort Hjerte bryder frem
et håbløst Klageskrig.
Endnu en liden Lykke-Stund
er levnet dig og mig, måske,
skønt Blik i Blik vi vel kan se
den Angst, vi skjuler Mund mod Mund.
Vi tier helst endnu derom
og smiler til den sidste Fest;
men spørg mig kun, når Timen kom,
hvordan vi glemmer bedst.