Min egen Søsterdatter,
min glade Pus, min hvide Pige,
jeg savner, mer end jeg kan sige,
dit Smil, din spæde Latter.
Hvor du iblandt os kom,
dær blev der Liv, blev lyst:
Ak, nu er Haven tyst,
og Stuen ganske tom!
Dog nej! på Døren banker
små Hænder tit. Ved Sengen finder
jeg Pus igen, med Smil der skinner
Solskin for mine Tanker.
De bitte Fødders Trip,
jeg hører det, — jeg ser,
hvor skælmsk du står og ler,
når du på Mor gir Slip.
Og så, ja det er næsten
det bedste Syn, når i din Balle
du plasker om og ler ad alle
Bekymringer for Resten. —
Det lille Blomsterblod,
hvor er hun sød og rund!
Mor kysser hendes Mund
og Morbror hendes Fod.
Den Mand, hvis Hjærte skjuler
et Fadersind, imens der ikke
er født ham Børn, han må jo tigge
og glæde sig ved Smuler.
Men ser han en som dig,
han ønsker: Favr- og —fin,
Gud give du var min! —
Ja, sådan går det mig.
Dog under jeg dig gærne
til for din Far og Mor at være
et fælles Liv, en Fremtids kære
forhåbningsfulde Stjærne.
Thi de er begge to
af dem, der elsker Ånd,
og hader plumpe Bånd
på Kærlighed og Tro.
Se, Morgendagens Vinger
kan vifte Død til Barnets Leje.
Hvad kender vi til Vredens Veje,
hvor hastig den sig svinger?
Men Gammel tit blev kold,
hvor Ung var ædelt varm,
og holdt jeg Nornens Arm,
jeg voved ikke Vold.
Ifald jeg skulde fæste
mit Ønske dog for dig, du lille,
som er mig kær, og hvem jeg vilde,
at Livet gav sit Bedste:
Fribåren er du, Mø,
gid du må leve fri,
for Snavs, for Hykleri,
og gid du fri må dø!
Frygt ingen ærlig Smerte!
Foragt hver Løgn imod dit Rygte!
Der er eet Sted, du Løgn skal frygte,
men det er i dit Hjærte!
Bliv smidig i din Krop,
bliv modig i dit Sind,
slip Luft og Lys derind,
smæk alle Vindver op!
Men gem for Hjærtesukket,
lad ingen ind fra Gaden træde
og se din Sorg, din unge Glæde:
Vogt Døren, hold den lukket!
Der løber alslags Pak
i pæne Klær omkring,
fingrer ved andres Ting
og sviner til med Snak. —
Og aller inderst inde
bevar dig dær en Stilheds-Stue,
et Kirkerum, en hellig Lue,
som kun du selv kan finde, —
hvor du kan søge hen
fra Døgnets Sol og Slud
og hvile Sjælen ud
og samle Kraft igen.
Kun da den Kunst du nemmer,
at være stærk, om end du lider,
og frisk, trods alt hvad Vanen slider,
lydhør for Åndens Stemmer,
og gennem Kamp og Fald
dog enig med dig selv,
med Evighedens Hvælv
til dine Længslers Hal. —
Lev sådan, Søsterdatter! —
da vil det ske, at Folk belér dig
og spotter dig og ugleser dig,
den Vej de aldrig fatter.
Den søges kun af få,
som elsker fri Mands Færd:
Gid du må få den kær,
for den er god at gå!