Valdemar Rørdam (1872–1946)

Så drager I da fra Danmark. Eders Kampskibes dampende Bjærge

står bort gennem buldrende Sø til vort Vesterhavs vestlige Kyster,

hvor England, alt Havs Herskerinde, trygt venter sit vældige Værge.

Men hør gennem Stormen og Havet et Råb som af tusende Røster:

Hils England derovre fra Danmark! Held følge vor sejrrige Søster!

Blandt Verdens førende Folk er der et, som fører med Ære;

som hersker, og hades dog ikke; som samler, men ej under Åg;

et Folk, som er stort nok selv til at unde de andre at være;

et Sprog, som i Frihed tør kappes med andre frit kæmpende Sprog;

en Ånd, som kan lege på Alfernes Luth og få Klodernes Malm til at klinge,

og blomstre i Blodet, og virke med verdslige Ting siden efter,

til Guldet og Gnisten og Hjulet kun ligner dens livegne Kræfter;

et Folk, hvis Krav kun er Kraft, og som indtager uden at tvinge;

en Fjerdedel af vor Verden hviler sig under dets Vinge.

Af Kelternes flyvende Ild og af Romernes bindende Jern,

af frankisk Syn og af nordisk Sjæl blev England, Arvingen, skabt;

står som de vestlige Stammers højt hædrede Krone og Værn

i al den Kraft og i al den Magt, som alle vi andre har tabt.

Lad Nidet og Naget nægte det. Vi Danske har let ved at lære,

blandt Verdens førende Folk er der et, som fører med Ære.

I tusend År siden Angel har Vesterhav væltet og dønnet,

og vælter det nu den modsatte Vej, hint Frændskab er ikke frønnet.

Vort bedste Blod har vi blandet i Eders. Randt end tusende År,

vi synker, når England segner, vi stiger, når England står.