Om vel mit Valg er vejet —
om altid jeg vil stunde
til dig som den der stiller
min Længsel dybere end andre kunde?
Elskede, ja! Blandt alle
er du den ene Kvinde,
som jeg af Hjertet attrår
til Hustru og til yndig Elskerinde.
Mod andre har vel ofte
tilforn en Attråbølges
flygtige Brus sig hævet —
men aldrig tænkte jeg med dem at følges.
At hvile og at vågne
Døgn efter Døgn, og vide
trods alle Vilkårs Skiften
bestandig samme Kvinde ved sin Side —
Den Mulighed har aldrig
end i den første Hedes
Beruselse jeg tænkt mig
uden ved selv den yndigste at ledes.
Hvad vidste jeg vel dengang
det, som er Mands og Kvindes
vidunderlige Vinding,
når inderligt i Elskov de forbindes.
Jeg vidste, deres Vellyst,
når Favn i Favn de slutter
som Flamme sig til Flamme,
den fylder kun for flygtige Minutter.
Men ikke, hvordan Vilje
med Vilje sammenslynges
uløseligt i Favntag
og Dag for Dag sødt styrkes og forynges.
Nu veed jeg det. Lyksaligt
er det, det stolte, trygge:
Jeg elsker, og jeg elskes —
Der er ej Frygt, ej Tvivl, end ikke Skygge!
1900