Nu Farvel! om så min Smerte
smerter evigt, nu Farvel!
Vid, skønt slaget hårdt, mit Hjerte
slår ej selv sin Drøm ihjel.
Gid for dig det Bryst lå blottet,
hvor din Kind før lå så tit,
til den Fred, du nu har spottet,
lod dig atter blunde blidt,
Mens du gennem Hjerteslaget
fulgte hver en Tankes Takt!
Da måske du fandt mig vraget
med en ufortjent Foragt.
Dig nu Verdens Kranse bindes;
veed den, hvad det Slag betød?
Krænke må dog Ros, der vindes
ved et andet Væsens Nød.
Mine Fejl er åbenbare.
Dog kun En har delt min Lyst,
og hvor kunde jeg forsvare
imod hendes Dolk mit Bryst?
Tid kan sløve, Troskab fristes.
Vid dog, det er Selvbedrag,
hvis du tror, at Hjerter vristes
adskilt med et enkelt Tag.
End må mit, skønt magtløst, banke,
selv dit Hjerte lever end;
og en evigt bitter Tanke
er: Vi kan ej sees igenl
Disse Ord er selve Sorgen.
Endnu lever Mand og Viv,
vågner Morgen efter Morgen,
dog kun til et Enke-Liv.
Trøster Barnet dig for Savnet,
når hun stammer sødt, den Små?
Vil du lære hende Navnet
»Far« til En, hun aldrig såe?
Når hun løfter de små Hænder
til et Kærtegn mod din Kind,
tænk på den, hvis Hjerte brænder,
og som aldrig lukkes ind!
Skulde hendes Ansigt ligne
et, du aldrig mer skal se,
vil du skælvende velsigne
mig, trods alt, endnu måske.
Se, du bøjer mig i Støvet,
mig, der bød en Verden Trods!
Selv min Sjæl blev mig berøvet
med det Baand, der sambandt os.
Ak, men Ord kan intet bøde,
mine mindst, og gjort er gjort.
Kun vil Hjertet stadig bløde,
Tanken sprænger Viljens Port.
Nu Farvel! Jeg rejser ene,
skilt fra dem, jeg elsked ømt;
fik for Livets Brød kun Stene,
blev endda til Liv fordømt.