Saa gaar jeg her
i Hedens triste Egn
i alslags Vejr,
i Storm og Stille, Sol og Regn;
for mig er alle Dage graa:
hen over Dal og Banker
og Lyng og Straa,
jeg slæber paa
de samme Sorgens Tanker.
Fjærnt Havets Brænding larmer. —
Ak, var jeg kun derude
i Stavnen af min Skude!
Med al den Ting, mig harmer,
jeg stod igennem Storm og Skum
og haarde Bølgekamme
langt ud paa Havets øde Rum
og blev der med det samme! —
Idag er Stormen tyst.
Intet lyder
nær herved,
men Brænding bryder
langt af Led
mod gule Klitters Kyst.
Den fjærne Brusen tung og haard
bestandig mod mit Øre slaar
og gør mig vild af Vrede,
den følger mig, ihvor jeg gaar:
Hvad vil den mig?
Hvi dør den ej?
Jeg gaar og gaar,
skønt Solen længst er nede.
Den fjærne Brusen tung og haard
med Sorg, med Sorg mit Hjærte slaar,
min Sjæl er syg af Lede.