Tjørnen er nøgen, dens visnede Blade
tumler i Dans over Skovslettens Flade,
hvirvles af Stormene Hop i Hop
højt over Storbøgens pjuskede Top.
Blæst, kun Blæst og haglgraa Skyer,
smældende, piskende Byger!
Mulm, der stiger, og Lys, der flyr,
Nød og Død for de frie Dyr,
hvis Flok over Sletterne stryger.
Skjult mellem Granerne Birken alene
løfter mod Sky sine plyndrede Grene,
fryser ved Dag og græder ved Nat,
tror sig af alle forraadt og forladt.
Bort fløj Gøg, og bort fløj Stær,
ingen der saa sig tilbage,
bort fløj Svale med Frænders Hær,
bort fløj Drossel, dens Hjærtenskær,
der blev kun den hvæsende Krage.
Jægeren kaster sin Flint over Skuldren,
lystig for ham lyder Uvejrets Buldren,
knejsende trodser han Stormvindens Kast,
Blikket er vaagent, og Foden er fast:
Flygt nu Hjort, og gem dig Raa,
duk dig, du Brokfugleskare!
Snart han Kolben til Kind kan slaa.
Rappe Flyver og Letpaataa,
I tage for Fald Jer ivare!
Mørkningen falder, og Uglen er ude.
Lys er der tændt bag min Kærestes Rude.
Lønlige Veje mig leder derhen:
«Ingen har set mig, luk op, lille Ven!
Hid jeg kom paa vejtræt Fod,
efter at hvile jeg længes,
fryser efter dit varme Blod —
luk mig ind, du, saa er du god!
For mig skal din Dør dog ej stænges?»