Stormnat ved Beltet
Nytår 1909
Nytår 1909
Stormkrogen klirrer mod de blanke Ruder;
selv Gulvet i mit lune Loftsrum ryster,
så Hunden rejser sig fra sine Puder
og piber angst. Mig styrker og mig trøster
Gensynet med min Æts ældgamle Guder,
den Storm, det Hav. Imellem lave Kyster
vælter et sølvsort Vandsvulm gennem Beltet,
som det mod tusend Måner før har væltet.
Bag Jord og Måne skimtes Tågetider,
hvor Jordens Børn knap drister sig i Drømme.
Dog, åbent Hav her ud til alle Sider
er vågent Syn; så langt nåer Tankens Tømme.
Isfjæld ved Isfjæld grustungt langsomt glider,
og smelter langsomt i de smyge Strømme.
Havdybet lukkes, og en ny Nats Måne
ser Landbro lagt fra Skotland og til Skåne.
Og Broen breder sig. Land gror i tusend,
titusend År — til stigende det stængte
Østhav histinde løfter sig mod Slusen
en Stormnat, fyldt af sine Floders Mængde,
og sprænger den. Et Syd, et Drøn, en Brusen
af tunge Vandes Hvirvlen i det sprængte:
Ved Springflod-Nattens måneklare Storm
blev Danmark skabt, fik Skæbne født med Form.
Den Flod, hvis brustne Brændingsbid vi sporer
højt på hver flinthård Klint, hver græsgrøn Hage,
pløjed den Belt og Sund og dybe Fjorde,
hvi veg den da ved Jernveds Rand tilbage?
Hvi slugte Slien ej de bløde Jorder
langt vesterud? — Hør hundred Ætled klage:
Her burde strid fra Hav til Hav udrundet
den Strøm der går i Belterne og Sundet!
Nu har vi selv en Strømseng måttet fure
og fylde den af vore egne Årer.
Langs Haraids Vold og Volmers røde Mure
går Strømmen blandet tungt af Blod og Tårer.
Ve! — Fjenderne sprang over ved dens Kure! —
Men Guders Gerning dømmer kun en Dåre;
thi Vagten sov. Vi havde glemt at væbne.
Hvert Folk står selv til Ansvar for sin Skæbne — —
Det blinker stålblankt af de sorte Bølger:
Hjælmblink og Spydblink — Valdemarers Flåder
Det lysner som af Lyn, fjern Torden følger:
Visby er dansk, og Rud i Åbo råder!
Det syder og det hvisler; Dybet dølger
en Ild der snor sig i de hvide Fråder:
Rød Ild af ham der på sin Skæbnes Dag
sank sprængt og brændt, men ikke strøg sit Flag!
O, hvilke stærke Trylleruner rister
en Stormnats Måne langs de danske Strande
— imens den blinde Søvn her inde lister!
Men jeg vil vågen signe og forbande:
Løft, store Storm, til evig Trods min Pande,
fyld, dybe Hav, mit Bryst indtil det brister!
Hav, Storm, Æt-Fylgjer, hør en Dansker kalde,
og, for min Bøns Skyld, fyld og før os alle!
Har Nordens Folkeslag, til eet udkårne,
i Seklers Afsind ikkun vidst at famle
hin Krone bort, hvis Ring, den sønderskårne,
det var vort Sønnehverv i Kraft at samle —
Sank dybt i Tåge Synets høje Tårne,
til Grin for Unge og til Gråd for Gamle —
Blev vi de små: Hvem selvforsmår sig slapt?
Een Stordåd er der, for de små kun skabt:
At være større end sig selv og Lykken!
Den Vilje der just voxer med sin Vånde,
den Kærlighed der gennemstråler Skyggen
og gir hvert Døgnværk evig Ildhus Ånde,
den Trods der selv med Sværdsod ud af Ryggen
vrister hovmodig Voldsmagt Sejr af Hånde:
Den Kærlighed, den Vilje og den Trods
rummer en Storhed som er til for os.
Hvis vi kun vilde. Ja, hvis kun vi vilde.
Der gives dem som vil og dog er danske.
Af Dybbøl Bjerg udgyder sig en Kilde,
dens Dråber smelter stålstøbt Sværd og Hanske.
Måske den Kildes Kraft var værd at granske.
Måske vi lærer Sønderjysk for silde.
Liv kræver Viljens, kræver Blodets Offer —
det er ej gjort med Døgnets Affaldsstoffer.
Men du, o Stormvind fra de ældste Dage,
og du, o Hav her udenfor mit Hus:
Før Danmarks Folk af alt kun har tilbage
sin Uges Arbejd og sin Søndags Rus,
ja, før det bøjer sig med kraftløs Klage,
plyndret og lænket på sin Hjemgårds Grus,
som Byrdebærer for en bedre Stamme —
Før opriv, bortskyl, knus det med det samme!
Styrt, Storm, de Stæder, bag hvis Glitter-Buer
Mands Mod og Blod er til et Mundsvær blegnet!
Slug, Hav, de Marker, blandt hvis Gødning-Tuer
Ånd blev et Avindsbjæf mod Nabohegnet!
Lad drukne og lad drive — Malstrøms-tegnet
i kolde Måneblink de sjunkne Stuer —
Min først! Kvæl først mit Hjertes Afgrundsråb,
fordi jeg vantro elsked uden Håb!
— — —
Hvad vil den Stjerne dær på Stormens Pande?
Hvad synger bag det Brus af oprørt Sø? —
Lytter mon Søstre langs de mørke Strande?
Våger i Angst fler Brødre under Ø ? —
Ak, tiest var de værste Varsler sande,
og tyngre Dom kan tænkes end at dø.
Af dette Stormhavs Dyb steg Danmarks Land ...
Å, skynd dig, Stjerne, sig det, hvis du kan!