I en Lys-Fattig December,
du lykkelige Træ,
står ikke du og kæmper
med Tanken om Løv og Læ:
End ikke de værste Vintre
kan gøre din Saftstrøm mindre,
og ingen Rimfrost hindre
dit Løvspring næste Vår.
I en Lys-fattig December,
du lykkelige Strøm,
går ikke du og kæmper
for en døende Drøm:
Ikke en Tåre stænker
på dine frosne Lænker;
du hverken ser eller tænker
og føler ej dine Sår.
Jeg vilde, så lidt skulde vides
af mangen en Svend og Mø!
Hvem slap for at sønderslides
af Lykke, der måtte dø?
At føle, hvad Hjertet tabte,
og vide, hvordan vi slap det,
til evig Erindring skabte:
Det kaldes Menneske-Kår!