De mange Dage gled forbi,
hver enkelt klar og skøn som du;
den skønneste kom allersidst —
og døde netop nu.
Op, Minde, gør din Vilje fri,
skriv Dagens Epitafium ned!
Hold fast hvert luftigt Trylleri —
Thi nu faldt Jordens Herlighed,
og Himlens Blik er trist.
Vi vandred til den Pinjeskov,
som bryder Havets Bræm;
hver lille Brise lå og sov,
og Stormen var rejst hjem.
Hvad Bølgen hvisked, var en Drøm,
Sky leged stumt med Sky,
og spejlet i den dybe Strøm
stod gylden Borg og By.
Det var en overjordisk Stund,
fyldt på sin egen Vis
med Skyggeleg fra Edens Lund
og Lys fra Paradis.
Vi stansed dèr, hvor Top ved Top
i buklet Drageform
de store Pinjer skød sig op,
forvredne vildt af Storm;
derunder af hver Zefyr-Vind
fra Rummets solblå Hvælv
med alle Farver smeltet ind,
som Himlen ejer selv:
I grønlig-dunkelt Bølgeskær
hang Top ved Top i Blund
så stille som de stille Trær,
der står på Havsens Bund.
Så tyst alt var! — En Stilhed slig,
at selv den Støj, der lød
af Spættens travle Slag og Skrig,
kun gjorde tvefold blød
den dybt ubrydelige Ro;
hvert Andedrag var Fred,
og Hvilen rundt omkring os to
kun voxede derved.
Fra fjernest hvide Klippekam,
som næppe kunde sees,
til Blomsten for vor Fod fornam
vi som en Tryllekres —
En Ånd igennem Altet randt,
et stille kraftigt Liv,
som til en flygtig Borgfred bandt
vort Væsens Kamp og Kiv;
men vel jeg Ringens Centrum veed:
Een Skabning, himmelsendt,
fyldte med Kraft og Kærlighed
et livløst Firmament.
I Vi stansed ved de Kær, der lå
bag Krat og Klippeklods —
hvert som en liden Himmel blå
i Verden under os;
et lysende, et bundløst Rum
i Jordens mørke Skød,
så stumt som ingen Nat er stum,
dog fyldt af Dagens Glød —
hvori vor Skov stod frisk og grøn
med sine kendte Trær,
mer fuldendt skabt, mer farveskøn
end nogen Skov står her.
Og dèr lå Krat, og dér lå Eng;
bag Skovens dunkle Hvalv
i spraglet Sky en gylden Streng
af Solens Stråler skjalv.
Så fagre Syner aldrig steg,
hvor Støvet har sit Hjem,
som denne Vandets Elskovsleg
med Skoven trylled frem:
Alt fyldtes i den dybe Søs
Elysium af en Glød,
som gjorde Luften åndeløs
og skilte Tid fra Død.
Som favnet af et kærligt Sind
stod i det mørke Vand
hvert Løv, hver Linje prentet ind
med Sandhed overmand;
indtil en Brise brød dets Glar,
som i en fredløs Hu
det elskte Billed, Hjertet bar,
af Tanken slåes itu.
Skønt du og Skoven, hver med sit,
står altid skøn og tro,
har Shelleys Sind ej Fred så tit,
som Vand har ubrudt Ro.